Connor's Corner

Nu er vi lige kommet hjem efter endnu et huskikkeri. Nøj, hvor er det svært at finde det rigtige hus!
Da vi fik af vide at vi ventede dig, gik nogle af de første tanker på om vi overhovedet kunne være i denne petit lejlighed. Der gik ikke mange øjeblikke før din mor havde fundet de første mulige ejendomme! 😮
Men vi fandt ikke nogen lejligheder, som vi kunne leve med!

Så nu er vi gået fra lejligheder til rækkehuse og vi ender måske i bungalow! 😀
Vores store problem er at alle rækkehuse enten er i for dårlig stand, er for dyre eller ligger det forkerte sted i forhold til transport. Vi skal jo begge til Amager og arbejde hver dag. Og vi skulle jo helst nå at hente dig inden der lukkes for pasningen…
Det er svært men din mor og far kæmper stadig en brav kamp for at finde det rigtige!
Så indtil videre, også efter du bliver født, må du klare le petit lejlighed.
Men den er hyggelig, der er masser af dejlig familie rundt omkring og den ligger på verdens bedste ø! 🙂

Siden den første scanning i december måned, gik vi og ventede på at vi skulle til den næste scanning, som kaldes for “misdannelsesscanning”. Et relativt træls udtryk, da det for de fleste vordende forældre er en scanning, der til dels handler om at få at vide, hvilket køn deres kommende barn har, og – selvfølgelig, at alt er i fineste orden.

Scanningen foregik igen på Hvidovre hospital en dag i starten af februar 2012, og den var ventet med længsel og spænding.
Far og jeg kom derud og blev mødt af en meget sød og venlig sygeplejerske, som forestod turen rundt “i min livmoder”, så at sige. Hun var rigtig god til at forklare de ting du scannede for og vise os de forskellige ting på skærmen. Det stod hurtigt klart, at du endnu en gang viste dig fra din bedste side 😉 Da vi startede scanningen lå du i min venstre side med bukkede ben og dine fødder hvilende på min blære! Da vi sluttede scanningen havde du flyttet dig over i højre side og lå nu med strakte ben. Vi tænker du nok syntes, det var lidt irriterende at blive skubbet sådan rundt…

Før vi helt sluttede seancen af, havde far og jeg talt om, at hvis det var muligt, ville vi gerne have afsløret, hvilket køn du var. Jeg spurgte derfor den søde sygeplejerske, om hun kunne se det. “Måske, sagde hun venligt”. “Jamen skal vi så ikke prøve?”, spurgte jeg forsigtigt, mens jeg stadig lå på briksen. “Jo, det kan vi da godt”…og så gik der ikke mange sekunder før hun glad udbrød: “Jamen I skal have en lille dreng, SE….dér er hans lille tissemand”….. I samme sekund begyndte jeg at græde. Det var så overvældende at få det at vide. Vi havde talt meget om det op til scanningen og har siden vi vidste, at du ville komme, talt om, at det ville være dejligt med en lille dreng, da far jo har to piger allerede og der er så mange piger i familien. Og pludselig var det en realitet. Du var vores lille dreng, helt fin og frisk, og et stort ønske blev den dag opfyldt
Scanningen blev foretaget den 2/2 2012, i 20. uge.

Den 13. december 2011 skulle vi til den første scanning, nakkefold scanning. Vi havde fra start besluttet, at vi ville takke ja til sådan en. Det er ikke alle der vælger det. Vi var både spændte og en lille smule nervøse. Var alt nu som det skulle være, ville tallene se ud som de skulle osv. Der var mange tanker, der kørte rundt i hovedet.

Scanningen foregik på Hvidovre hospital, og selve scanningen er et resultat af flere forskellige ting, der til sammen udgør en værdi. Det man lægger til grund for resultatet er: alder, størrelsen på nakkefolden og blodprøver, man har fået taget på forhånd (double test). For at de anbefaler at man fortsætter graviditeten, skal man helst have et samlet tal til sidst der ligger over 400. Mit tal var på 2.971 og altså et langt stykke over. Det vakte naturligvis stor stor glæde.

Under scanningen viste du allerede format. Du skød ryg og spjættede rundt, så sygeplejersken rigtigt kunne måle og se alle de ting, som hun gerne skulle kunne. En meget fin baby, sagde den søde dame, som hed Dorthe. Vi kunne dermed tage hjem med forvisning om, at alt så ud til at være i skønneste orden.

Mellem jul og nytår var vi også til den første samtale med vores jordmoder. Det første besøg handlede dog mest om at udfylde papirer, tale om kosttilskud, motion og den slags lidt kedelige ting. Til sidst ville hun gerne måle livmoderen, og måske hvis vi var heldige, kunne vi også komme til at høre din hjertelyd. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre så tidligt i forløbet. Men dårligt havde hun sat sit udstyr på min mave, før vi kunne høre en tydelig og stærk hjertelyd. Endnu en gang kunne vi gå fra en konsultation glade og lettede over at alt igen så ud til at udvikle sig fint og planmæssigt.

Dårligt var graviditeten blevet konstateret og fordøjet, før jeg måtte vinke farvel til alle former for kaffe

Det kom fra den ene dag til anden. Væk var lysten til lækker kaffe på caféerne med veninderne, lysten til at nyde min kaffe over lang tid i weekenderne, ja i det hele taget blev kaffe et fy-ord og noget jeg gjorde/gør store anstrengelser for ikke at være i nærheden af! Det er lidt synd for din far, for han elsker jo stadig sin morgen- og aftenkaffe. Men dejlig som han jo er, så er han blevet stor the-drikker gennem de seneste måneder, og det sætter jeg jo stooor pris på.

Mit daglige mareridt består i at komme op af metroen ved Kgs. Nytorv og komme forbi de to små kaffevogne, der står lige for enden af trapperne. Duften som jeg før nød i fulde drag kan nu få hele min mave til at vende sig. Nogle morgener har det været så grelt at jeg var bange for, jeg måtte ofre mig på åben gade. Det er dog heldigvis ikke kommet til endnu, og det er også blevet en lille bitte smule bedre med tolerancen, men ikke med lugten eller den manglende lyst. Jeg håber, den vender tilbage, når du til sommer kommer ud til os

I starten af oktober måned rejste vi med nogle gode venner til Dublin. Man kan godt sige, det var en form for bryllupsrejse. Dog havde vi planer om en “rigtig” bryllupsrejse i vinteren 2012.

Vi havde en fantastisk tur med store oplevelser, masser af grin og hyggelige aftener på pubberne rundt om i Dublin. Inden vi tog afsted, havde vi lavet den aftale, at vi ikke længere ville gøre noget for at undgå en graviditet. Hvad der end skete de kommende måneder, måtte ske….

Efter vi kom hjem havde vi en del fester, vi skulle til i oktober måned, og derfor tænkte vi ikke så meget på, om der nu var blevet lavet en baby i Dublin eller ej. Men oktober kom og gik, og da jeg var gået en uge over tid, hvilket jeg aldrig plejer at gøre, tog vi en graviditetstest og fik bekræftet, hvad vi egentlig nok begge to vidste!

Far blev rigtig glad og rørt og jeg blev i første omgang en lille smule chokeret, og derefter glad og forventningsfuld. Selvfølgelig var jeg klar over, at det kunne være sket, men jeg havde hele tiden haft den tanke, at det selvfølgelig ikke ville ske i første forsøg. De fleste prøver i flere måneder, før der er gevinst, og sådan forventede jeg egentlig også, at det ville være for os. Men du havde andre planer og havde besluttet dig for, at du gerne ville til verden. For beviset var klart og entydigt: TO streger – ingen tvivl. Og i dét sekund, den dag i starten af november 2011 forandredes vores verden for evigt og forventningens glæde begyndte at spire 🙂