I dag er det lørdag og foråret har for alvor vist sit dejlige sind og velsignet os med sol i rigelige mængder, en mild vind og lune temperaturer. Det gav anledning til en dag med den sædvanlige shoppingtur først, og dernæst en dag i haven, hvor der blev gjort forårsklart.
Men før vi kunne gøre klar til at komme i haven, skulle der lige handles ind. Hvordan anden kom i vognen har jeg endnu til gode at få opklaret!
Dernæst skulle der lige gøres lidt rent indendørs, og det vil du gerne være med til, men du er en lille bitte smule “bange” for Roberta, så det foregår på supervisions-basis:
Og jeg synes det er helt i orden at du holder øje med at far gør det grundigt!
Du elsker at være udendørs og at du samtidig har talent for havearbejde og gerne vil hjælpe til er jo bare herligt. Vejret indbød til at komme ud og få ryddet op i bede og buske samt få havemøblerne luftet:
Efter den omgang havde du afgjort fortjent en banan, en figenstang og en ordentlig tår vand, så det fik du. Og nu hvor klokken nærmer sig 20.00 er du en træt lille mand, der snart er klar til en god nats søvn. En dejlig forårslørdag har det været, og man kan fornemme at vi går en sommer i møde som på alle mulige måder bliver fantastisk og sjov, fordi du nu kan så mange flere ting.