Ind i mellem sker der altså nogle underlige ting med dig!
For omkring 14 dage siden opdagede vi et lille stik på den ene fod. Det lignede et ganske almindeligt myggestik, og vi tænkte derfor ikke mere over det.
Efter nogle dage tog stikket en anden form, og begyndte mere og mere at ligne et bid fra en flåt eller noget andet knap så behageligt, og din fod hævede pludselig voldsomt op:
Vi tog derfor til lægen for at forsøge at finde en forklaring på, hvad det kunne være, der havde taget ophold på din fod og efterladt sådan en ballade. Lægen kunne ikke umiddelbart afklare hvilket dyr, der havde gjort skade, så han beordrede 10 dage med penicillin for at være på den sikre side.
Her 5 dage inde i “behandlingsforløbet” ser det allerede meget bedre ud, og din fod ligner næsten din højre fod igen – til forveksling. Stikket kan man stadig ane, men med 5 dage mere i antibiotikaens tegn er vi sikre på, at du nok skal komme dig fuldstændig
Men just som du er ved at være helet igen ovenpå dit stik, så kunne de i vuggestuen i dag fortælle, at du i eftermiddags var blevet stukket af en hveps på det ene øre Du var pludselig stukket i et hyl og efterfølgende kunne de se, at dit øre var begyndt at hæve og var varmt og rød. Stakkels bassemand. Det er altså halvfarligt at være en aktiv vuggestue-dreng