Endnu en stor begivenhed har fundet sted!

For godt og vel en måned siden besluttede vi at det var på tide, at du fik sagt farvel til sutterne. Tandlægen nævnte ved sidste besøg at det er bedst hvis man ikke bruger dem, når man er fyldt 3 år. Så da vi var tilbage fra Skotland besluttede far og jeg, at det var på tide at få sagt farvel til dem.

Men hvordan gør man lige det, så man minimerer antal aftener med gråd og frustration?! Jo, man sender dem selvfølgelig til julemanden! Og når der samtidig var andre børn fra børnehaven, der også skulle sige farvel til deres sutter, hoppede vi med på vognen og satte projektet i gang.

Vi havde egentlig frygtet det værste, men jeg tror vi tog fat om projektet på et godt tidspunkt, for du var helt med på ideen om at sende sutterne til julemanden, da vi først havde talt med dig om at nisser ikke kunne lave julegaver, fordi de manglede sutter smiley

Så der blevet lavet tegninger til julemanden og skrevet et lille brev og så blev alle sutterne lagt i og sendt til Grønland:


Da tegningerne og brevet var lavet færdigt, var det i med alle sutterne, og der var ingen sure miner:

Der gik så en uges tid, hvor du hver eneste aften når du skulle puttes spurgte, hvor din sut var henne, og at du gerne ville have den. Men efter den uge har vi ikke hørt mere til det, og du har ikke nævnt dem en eneste gang. Vi kan endda allerede se en forskel på din øverste tænder, så der er ingen tvivl om at det var det helt rigtige tidspunkt at gøre op med sutterne.