Wow……der har været stille på bloggen de sidste par måneder, men det er ikke et udtryk for at der ikke er sket noget her i det lille hjem. Vi har faktisk haft så travlt, så der slet ikke har været tid til at få beskrevet alt det, vi har gået og lavet.

Efteråret er kommet og gået og lige om lidt er det den 1. december. Men i løbet af efteråret har der været store oplevelser. Vi har nemlig været på stor familieferie i forbindelse med mormors 75 års fødselsdag.
Cypern var destinationen. For de fleste et førstegangsbesøg, for os et kærkomment gensyn med hvad jeg efterhånden vil tillade mig at kalde for vores yndlings ø!

Scenen var sat og der var afrejse fra Kastrup en september morgen:
Til trods for en relativ kort flyvetid, så kan man godt blive lidt træt af alt det rejseri, men da vi endelig nåede frem, var det det hele værd, for hvem har har ikke lyst til at tilbringe 14 dage her:
Vi var 16 mand afsted, og da alle havde fået installeret sig og fyldt køleskabene op med cypriotiske lækkerier, stod den på vand, sand, sjov og masser af sol og varme:
Der blev brugt timer i både poolen og på stranden, og du var helt i dit es, når du kunne bade sammen med dine kusiner, Amanda og dine onkler. Og når der var brug for en vandpause for at få lidt varme tilbage i kroppen var der masser af aktiviteter i Kids Club, hvor du kastede din kærlighed på en af de fantastiske søde guider, Jacob:
Jacob var alletiders fyr og du var fyr og flamme hver gang Jacob styrede Kids Club eller var sammen med dine allerbedste ferievenner:
Der blev givet MANGE krammere til Lollo og Bernie i løbet af de to uger, og du havde fuldstændig styr på hvornår der foregik hvad. Når der var After beach stod du klar ved scenen sammen med mormor, når der var Mini disco stod du klar med Amanda, mormor, far eller mor, og når Jacob stod for Aqua gym, stod du klar ved kanten for at holde øje om mor og far nu gjorde det godt nok! Jo jo……du var super aktiv og var med til det hele. En fornøjelse at se hvordan du trives og hvor glad du var for at være der.

I løbet af ugen var det mormors tur til at blive fejret. 75 år skulle ikke gå ubemærket hen, så der var sørget for konfetti, flag og fine gaver den 2. oktober, som stod i fødselsdagens tegn:
Mormor blev meget glad og overrasket, ikke mindst over de fine gaver vi havde med hjemmefra. Dagen blev brugt ved pool og stranden og om aftenen blev der spist en lækker middag på Yanni Marie, hvor der igen blev sunget fødselsdagssang for mormor, som også fik en fiiiin hat:
Det var en skøn skøn aften i familiens skød, helt som mormor gerne ville have det. Og når man sådan har festet hele dagen og det meste af aftenen også, så kan man altså godt blive en anelse træt. Og så er det jo godt at man fra helt lille har været vant til at komme med overalt og derfor bare falder i søvn, dér hvor man nu er:
Vi havde en uge sammen med hele familien og i løbet af den uge nåede vi også at komme ud og sejle med en stor katamaran, og det var en stor oplevelse for dig:
Vi sejlede fra Green Bay og ud til Blue Lagoon, hvor Amanda og far hoppede i vandet. Vi sejlede også til Capo Greco og op langs kysten til Farmagusta. En dejlig dag på vandet for både store og små.

Da første uge var slut vinkede vi farvel til hele familien og tøffede derefter ned på stranden. Det var tiltrængt med nogle stille og rolige dage efter en hel uge med fuld fart over feltet. Men vi savnede dem nu også lidt. Der blev meget stille, da de tog hjem. Men vi klarede os nu i fin stil den sidste uge, selv om det kun var os og mormor og Fut fut:
Og når dagen var brugt på stranden, i byen eller ved poolen, så var det dejligt at slappe af om aftenen og hygge med Ipad:
Det var en FANTASTISK ferie. Ikke mindst fordi vi alle var afsted sammen og har fået nogle fælles minder for livet, men også fordi vi bare elsker Cypern og alt hvad øen har at byde på. Det er derfor også med sikkerhed at vi kunne sige farvel for denne gang og på gensyn i 2018: