Kalenderen påstår forår, og visse dage har også været mere forårsagtige end andre. Men forår handler ikke kun om lunere vejr og natur der springer ud. Det handler (for nogle) i den grad også om starten på fodboldsæsonen efter vinterpausen.
De der følger med i din færden ved udmærket at siden sommeren 2018, så fylder fodbold næsten ALT i din verden. Du samler på fodboldkort, fodboldmapper, fodboldbøger, spiller FIFA på Ipad’en og er sågar begyndt at se fodboldkampe i weekenden på tv.
I søndags skulle du så med Onkel Michael til din allerførste live kamp på Sundby stadion. Og gud hvor havde du dog glædet dig i ugerne op til.
Fremad Amager skulle møde Nykøbing F på hjemmebane, og da du siden januar selv har spillet i Fremad A., så var begejstringen ikke så lille.
Vejret var rimeligt, og du var pakket godt ind, og med sodavand og popcorn var du klar til kamp:Onkel Michael havde sin gode ven Christian med til kamp også, og han kunne fortælle at du var en af dem, der råbte mest op under kampen, og samtidig undrede dig over, hvor kommentatoren var henne!
Det er selvfølgelig også underligt, når der altid er nogen, der kommenterer på kampene i tv….!
På stadion mødte I også fætter Oliver, som også spiller i Fremad Amager, og som havde fodboldkort med til dig:
Desværre tabte de 0-2 til Nykøbing F, men du havde alligevel en mega fed dag med Onkel Michael, og det sidste du sagde, da far hentede dig efter kampen var: “Vi ses til næste kamp om to uger, Onkel Michael”
Tror Onkel Michael har fået sig en tro følgesvend, når der er hjemmekamp!