“How old are you now, how old are you now, how ooooold are yooouuuu nooooow”
Sådan sang I i klassen dagen før din rigtige fødselsdag. Og sikke en fødselsdagsfejring den har stået på i år. Hele 3 fødselsdage blev det til, da vi var nødt til, af praktiske hensyn, at dele det op.
For første gang skulle du holde fødselsdag både for familien og også for din klasse. Så mor og far har måtte til lommerne i år, og der blev godt nok løbet stærkt den uge, hvor alle arrangementerne stod på!
Vi lagde ud med fødselsdag for fars familie den 16. juni. Det blev en lille men meget hyggelig fødselsdag, da hverken nordmænd eller århusianerne havde mulighed for at komme. Du havde bestemt menuen – burgere, og derefter var der kage og masser af hygge i det skønne vejr:Og der blev også leget med fly sammen med onkel Christian:
Den 21. juni fortsatte vi så med fødselsdag for hele 0. klasse. Alle anstrengelser var selvfølgelig det hele værd, for det var en super spændt og glad klasse jeg og nogle af de andre forældre hentede fredag eftermiddag, og så var der ellers lagt i kakkelovnen til den helt store superhelte-fest med skattejagt og leg og lækker mad og kager:
Fødselsdagen holdt du sammen med Davin, Liva, August, Amilah og Nova, og I var allesammen fuldstændig oppe og køre og havde den mest fantastiske dag sammen med jeres klassekammerater:
Der blev kreeret superhelte-masker til skattejagten og så gik det ellers over stok og sten til de forskellige poster, hvor der til slut selvfølgelig var en skat:
Du var en meget glad, men også meget træt dreng, da du fredag aften faldt til ro, så du kunne være klar igen lørdag, hvor der skulle holdes fødselsdag for mors familie.
Dagen startede vi med morgenbrød fra bageren, og så var der fødselsdagsgaver fra mor og far; billetter til Cirkus Summarum samt landsholdstrøje med dit navn trykt på:Om eftermiddagen kom alle din gæster, enkelte måtte vi undvære, bl.a. onkel Michael, som stadig var på Kreta.
Vi var igen i år heldige med vejret, og kunne være udenfor hele dagen, hvor far styrede grillen og efterfølgende var der kagemand og cypriotisk fødselsdagssang, som Leo have sørget for at give os med hjem:Der var også masser af flotte gaver; bl.a. to fodbolde, Fremad Amager startsæt, fodboldstøvler, Liverpool trøje med dit navn på, målmandshandsker og gavekort til Tivolitur. Din begejstring var da heller ikke til at tage fejl af:
I løbet af lørdagen nåede du vist også at prøve alle dine nye fodboldtrøjer:
Alle vores gæster havde en dejlig eftermiddag og aften, og hyggede sig mens der blev spillet fodbold og dart:Jeg ved godt jeg siger det hvert år, og jeg ved også, jeg kommer til at sige det igen; Jeg kan altså ikke helt forstå at der er gået endnu et år, og du nu er fyldt 7 år og efter sommerferien skal starte i 1. klasse.
Tusind tak til mormor, Fut, kusinerne, fætter Caspar, tanter og onkler og gudmor Laila og tante David, som var med til at gøre din dag HELT fantastisk!
Nogle gange har jeg lyst til at stoppe tiden, men jeg glæder mig også over at se din udvikling. Du stortrives i din klasse, til dine fritidsaktiviteter og i vores familie og i vores nærmeste vennekreds. Det er en stor fornøjelse for far og jeg at have dig med, for du finder stadig glæde i det små og kan stadig sætte pris på de simple ting.
Vi elsker dig, Connor. Stort tillykke med de 7 første år