Så har vi for alvor fået taget hul på sommeren, og du har gået de seneste uger og talt ned til din fødselsdag! For det er MEGET stort at fylde 8 år – hvis man ellers skulle være i tvivl om det.
I år har alting været meget anderledes grundet corona, og vi har været meget spændte på, om vi ville kunne holde den store familiefødselsdag, som vi plejer at gøre hvert år. Vi var heldige, for den 8. juni besluttede regeringen at hæve forsamlingsforbuddet fra 10 personer til 50, og det betød at vi kunne fortsætte med vores planlægning. Til gengæld måtte vi desværre aflyse klassefødselsdagen i år, og på den måde blev alle I maj og juni børn ligestillet med jeres kammerater, som også måtte aflyse deres fødselsdag i marts/april måned.
Men du tog det faktisk rigtigt pænt, og var mere end lykkelig, da du fik at vide, at vi godt kunne invitere hele familien som vi plejer.
Vi måtte undvære hele Daugaard-siden, for faster Dorthe og Christine var i Århus og fejre Mads, som lige er blevet færdig med sin medicinske kandidateksamen, og Christian og Kirsten turde ikke deltage grundet risiko for corona-smitte. Til gengæld var resten af familien der til at fejre dig:
I år havde vi valgt at spare lidt på fars kræfter og i stedet spurgt Tina, om hun ville lave en fodboldkage til dig. Det ville hun heldigvis gerne, og du fik den flotteste og lækreste kage fyldt med hindbær og chokolade, og din helt egen ”fodbold” på toppen, som kun bestod af chokoladekage – helt som du havde ønsket dig:
Der var også masser af fine gaver igen i år; du fik både LEGO, spil til haven, gavekort til Amager Sport og Sportsmaster, fodboldmål, fodbold, vogn til dit fødselsdagstog, et ur der kan måle skridt og bevægelse, Dortmund trøje og spil til PS4. Du var ovenud tilfreds, og der var faktisk heller ikke grund til andet:
Vi havde en fantastisk eftermiddag og aften!
På selve dagen den 22. juni startede vi dagen med morgenmad, fødselsdagssang og flere gaver:
Og om aftenen havde du inviteret mormor på aftensmad, og far viste sig endnu en gang som pizzakonge, og lavede nogle lækre pizzaer til os.
Alt i alt tror jeg godt vi kan sige at du havde en dejlig fødselsdag – helt som du havde ønsket dig!
Hjertelig tillykke med de 8 år, elske-dreng. Du er det skønneste, sjoveste og kærligste lille menneske, og vi ønsker dig endnu et fantastisk år med masser af oplevelser og udfordringer.
Tillykke Connor!
8 år! Tiden går :-o
Begivenheder Posted on Fri, June 26, 2020 17:06:19- Comments(0) https://hougaard.daugaarden.dk/?p=569
Pandemi, verdenskrise, sundhedskrise, coronakrise, COVID-19 – hvad skete der egentlig?
Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, June 26, 2020 16:33:38Bloggen har ligget helt stille siden medio februar. Jeg var ikke klar over, det var helt så længe. Men den skyldes den altoverskyggende krise, som rullede ind over os i slutningen af vinteren og som for alvor tog fart i begyndelsen af marts måned. Det hele begyndte på et marked i Wuhan-provinsen i Kina tilbage i november/december måned 2019. Et udbrud begyndte, som ingen kunne forklare eller vidste hvor kom fra eller hvad betød, men ret hurtigt begyndte det at sprede sig rundt i den kinesiske provins og til resten af verden. Jeg har mest af alt lavet dette blogindlæg for at jeg selv, men også du, når du en dag er blevet ældre, har mulighed for at læse det og huske, hvad det egentlig var for et vanvid, vi pludselig var vidner til, og hvor hurtigt vores hverdag på et splitsekund ændrede sig og ikke mindst verden omkring os.
Herhjemme begyndte vi for alvor at lære noget om Wuhan og en epidemi i løbet af januar og februar måned, men jeg tror ikke, der er nogen af os, der havde forestillet os, at Mette Frederiksen i begyndelsen af marts måned besluttede at lukke Danmark ned.
Det betød at alle offentlige institutioner, skoler, daginstitutioner, arbejdspladser samt kollektiv trafik blev lukket ned eller som min. kraftigt reduceret. Der kørte pludselig ikke tog eller metro om natten. Al flytrafik blev indstillet, og alle offentlig ansatte blev sendt hjem til at arbejde hjemmefra, medmindre man udførte en kritisk funktion i samfundet, f.eks. sygeplejerske, læge, hjemmehjælp m.v..
For os herhjemme betød det 6 ugers nedlukning af skolen og dermed hjemmeskoling i dansk, matematik, n/t og engelsk. Det tog noget tid at få en hverdag til at fungere. Far og jeg skulle stadig arbejde som normalt – bare hjemmefra, og samtidig skulle vi sørge for at du fulgte den ugeplan, som blev sendt fra skolen. Det var svært! Og det var hårdt! Ikke kun for os, men også for dig. På et splitsekund ændrede det meste af din hverdag sig. Du så ikke dine klassekammerater, du kunne ikke komme til svømning og fodbold, og i det hele taget blev vi alle meget isoleret. Alle aftaler og aktiviteter blev aflyst i marts og april måned. Selv din tirsdag med mormor måtte vi sætte på hold, fordi mormor er en af dem, som vi har skulle passer særlig godt på under pandemien. Det var svært for dig at forstå, og det skabte også på sigt nogle udfordringer for dig, som vi stadig arbejder på at få under kontrol igen:
Men nogle af disse undervisningsaktiviteter resulterede bl.a. i indkøb af en pizzasten for far. Annette havde sendt opskrift ud ifm. matematik, og som den pligtopfyldende elev, du jo er, så skulle det selvfølgelig leges ind. Der blev også bygget afsindige mængder af togbaner i marts og april måned:
Da vi kom på den anden side af påske i midten af april måned, blev der meldt ud, at skolerne nu kunne åbne igen. Men i en reduceret udgave med ganske få timer om dagen og ingen SFO i starten. Det var også kun 0.-5. klasse, der fik lov til at komme tilbage.
Det betød at vi igen skulle til at have vores hverdag til at hænge sammen på en ny måde, og du skulle tilbage til en skoledag, der så meget anderledes ud end den gjorde før corona. Jeres klasse var blev delt i 2 grupper, I sad i 2 forskellige lokaler, der var visse fag der ikke blev undervist i, og vi forældre måtte ikke længere følge jer op til klassen om morgen eller hente jer deroppe om eftermiddagen. Dét var en af de ting, du har haft det rigtigt svært med. Ikke fordi du ikke gerne ville i skole, men fordi du har det svært, når for mange ting ændrer sig for meget, eller du ikke er helt sikker på, hvordan tingene skal foregå. Og man kan af gode grunde ikke vide helt præcist, hvordan noget vil blive eller værre, når man ikke har stået i situationen før. Så selv om vi talte meget om alle de nye ting, og du troligt fulgte Ultra-Nyt på DR, så viste det sig faktisk at det var utrygt og svært for dig at vende tilbage.
Det går meget bedre nu. Nu er du faktisk nået dertil, hvor du godt selv vil gå op om morgenen nu, uden at det er med tårer i øjnene eller med en voksen ved din side. Og det er et kæmpe fremskridt.
I slutningen af april kunne vi også begynde at se mormor igen. Hun havde savnet jeres tirsdage rigtigt meget, og der var stor lykke, da I igen kunne ses hver uge. Også Fut begyndte at vise sig igen:
Da vi nåede frem til maj måned blev der igen flyttet lidt på restriktionerne og samfundet begyndte at tage et skridt videre ifm. genåbningen af Danmark. Vi skulle have været rejst til Cypern den 15. maj, og vi håbede lige til det sidste, at det ville blive muligt, men omkring april måned kunne vi godt se, at genåbningen ikke ville være nået dertil at vi kunne krydse grænser, og vi måtte indse, at der ikke blev nogen forårstur i år. Rejsen har vi skudt til foråret 2021, og så håber vi, at verden har fået så meget kontrol over corona, så det kan lade sig gøre. Jeg holdte derfor min fødselsdag herhjemme med kun de allernærmeste, som vi havde set i løbet af coronatiden. Så der var flere vi manglede, ikke mindst onkel Laila, tante David, og alle dine kusiner og fætter. Men det blev – trods alt en god dag, selv om den ikke foregik under Cyperns varme sol.
I juni måned blev der igen lettet på restriktionerne. Forsamlingsforbuddet blev hævet fra 10 til 50 personer fra den 8. juni, og det var noget, du fulgte meget nøje med i. For det var jo et springende punkt ift. om vi kunne fejre din fødselsdag som vi nu engang plejer, eller om vi måtte nøjes med en meget lille fest.
Vi kunne heldigvis invitere hele familien som vanligt, og langt de fleste kunne komme, på nær faster Dorthe og Christine, som var i Århus og fejre Mads den samme weekend. Christian og Kirsten kunne heller ikke komme, de havde besluttet ikke at deltage i større arrangementer grundet corona-risiko. Men udover det var alle på plads, og vi fik fejret dig ad 2 omgange, både den 13. juni og på selve dagen den 22. juni.
I skrivende stund er det den 26. juni. Det er sidste skoledag for i år, og forud venter der dig 5 ugers sommerferie, som i år bliver i Danmark, da alle vores rejseplaner er blevet skrottet. Der er en uge med fodboldcamp, som vi alle er meget spændt på, og så er der et par uger, hvor du skal være sammen med os og lidt med mormor og Fut. Og så har vi alle sammen 2 ugers ferie, hvor vi skal hygge og en uge i sommerhus med The Muellers på Mols. Det glæder vi os til.
Corona er stadig iblandt os, og selv om mange ting så småt begynder at ligne sig selv igen, så føles det langt fra som før vi fik denne pandemi. Det føles som om nogle ting er forandrede for altid. Og det er utrygt at tænke på, hvor længe der vil gå, før vi igen kan rejse frit ud i verden, uden at skulle bekymre os om smittetryk, rejsevejledninger, mundbind, håndsprit, afstandsregler og karantæne. Og der venter et stykke arbejde for os i forhold til at hjælpe dig med at blive bedre til at håndtere situationer, hvor ting bliver ændret eller noget pludselig foregår anderledes. Det er et af fokusområderne for os og dine nærmeste lærere på CD i det kommende efterår. Du har flyttet dig meget siden nedlukningen, men der er stadig et stykke vej før du igen kan agere trygt og håndtere de forskellige situationer og udfordringer, som ganske givet vil komme på din vej, når du efter sommerferien starter i 2. klasse.
Men far og jeg er lige ved siden af dig, klar til at støtte og hjælpe dig, og det samme er dine fantastiske lærere på CD, som har lagt en plan for dig sammen med os, så de bedst muligt kan hjælpe og støtte dig, når situationerne opstår.
Vi ser frem til at corona en dag er noget vi kun husker lidt fjernt, så vi kan få vores almindelige hverdag igen.
- Comments(0) https://hougaard.daugaarden.dk/?p=547