Det er blevet efterår. Blæsende og regnfuldt. Men vi nåede heldigvis at få vores årlige saltvandsindsprøjtning – nemlig vores efterårsferie til Cypern. Der var ellers stress på op til, for i år var det sådan, at man skulle forevise en negativ coronatest, for at få lov til at rejse ind i landet. Så et par dage før afrejse var vi på Clarion og få taget en test, og så sad vi ellers i spænding og ventede på at få svar. Det kom dagen før afrejse, og det var en kæmpe lettelse! For det betød at vi rent faktisk kunne komme på én af de rejser, vi har haft planlagt i 2020. Det betød også at vi kunne komme ned og overraske mormor – ikke bare med fødselsdagsgaver men også fordi vi denne gang havde onkel Michael og Julie med derned. Men det vidste mormor og Fut ikke noget om, så der var nogen, der blev seriøst overraskede, da vi alle kom ud af bussen. Jeg tror faktisk også at mormor fældede en lille tåre:



Der blev budt på kolde øl, da vi lige havde fået fundet sommertøjet og fødselsdagsgaver frem, og om aftenen var der fødselsdagsmiddag på Yianna Marie:





Traditionen tro fik mormor spillet fødselsdagssang og en kæmpe isdessert med fyrværkeri i samt fødselsdagsballon. Og efter middagen havde onkel Michael arrangeret endnu en overraskelse – cocktails serveret i lejligheden af Isaac:

Så var fællesferien ligesom skudt i gang, og den første uge blev tilbragt med afslapning ved pool og strand:




Og vi skulle selvfølgelig også en tur til den Blå Lagune med Captain Panikkos. Det var onkel Michael og Julies første tur ud i det tyrkisblå klare vand:






Turen sluttede vi af med en lækker frokost på La Destillo med den smukkeste udsigt til det skønne middelhav:

Udover at dase om dagen, så var vi naturligvis ude og afprøve restauranter flere af aftenerne. På trods af corona havde langt de fleste af restauranterne åbent, men det var selvfølgelig mærkbart at der ikke var ret mange turister i år, og det gjorde da også, at vi fik afprøvet nogle helt nye steder denne gang:

På onkel Michael og Julies sidste aften spiste vi selvfølgelig hos Leo og Isaac og vi fik taget fint afsked med dem, før vi satte dem på bussen næste morgen:


Det var en fantastisk uge med vores nye rejsekammerater, og vi håber ikke det er sidste gang, de tager med os hjem til Cypern.

Efter deres fly var lettet hjem mod Danmark havde vi et par dage sammen med mormor og Fut, hvor vi også hyggede og fik spillet yatzy, og du fik spist en masse is:



Vi tog også en sejltur mere med Panikkos og kom ud og bade i den skønne lagune. Og da de 3 dage var gået, var det mormor og Futs tur til at hoppe op i bussen og vende snuden hjem mod efterårskolde Danmark.

Alene tilbage på Cypern brugte vi den sidste halve uge på at slappe af, shoppe en lille smule og gå nogle lange ture:



Og vi tog også endnu en tur med de lokale både, denne gang Yellow
Boat, som du i lang tid gerne har ville sejle med:

Og vi kom også ud og bade ved Capo Greco:

Og det var lige før du nåede at se en havskildpadde derude. Desværre var den lidt for hurtig og svømmede væk, før I nåede over ved klipperne.

Vi nåede også forbi vores foretrukne italienske restaurant i Protaras, hvor du var så heldig at få gratis desssert:


Det er den vildeste gæstfrihed man møder, når man går ud i Protaras, og på Cypern generelt. Og vi oplevede det igen og igen, både på vores stamsteder, hvor vi efterhånden kender de ansatte rigtigt godt, men også steder som vi besøger for første gang.

En af de sidste dage nåede vi forbi Georgiou, Captain Panikkos søn, i hans vagttårn på Vrisakki beach og blev budt på cypriotisk kaffe, som smagte skønt. Og jeg tror far for en kort stund sad og funderede over, om han måske skulle være blevet livredder:

Vi sluttede ferien af i selskab med Isaac og Leo og efter 14 skønne dage i fint selskab hele vejen igennem, satte vi selv numserne i flysæderne og vendte snuderne hjem med kufferterne fyldt med gode og helt specielle ferieminder.
Tak til alle jer, der var med til at gøre vores ferie sjov, skøn og festlig. Vi glæder os allerede til næste gensyn, Cypern!