Så er juleræset 2020 skudt i gang, omend man må sige at der bliver tale om mindre ræs i år grundet COVID-19. Store julefrokoster er aflyst, den årlige tradition med at 2. klasse laver krybbespil er ændret, sådan at forældre og bedsteforældre ikke kan komme og se det i Vor Frelser kirke, og skolens fødselsdag den 2. december bliver heller ikke afholdt som normalt med teater og fællesspisning. Ligeledes er den årlige juletur med mormor og Fut til Berlin aflyst. Det er alt sammen rigtig ØV! Men….. en ting som vi har kunne lave helt som vanligt er den årlige julekage-bagedag! Og heldigvis for det, for vi havde en sjov og rasende hyggelig dag i lørdags med bageri, julemusik, oppyntning og hygge i metervis.
Vi havde fået god juleassistance i år, og heldigvis for det, for far havde godt nok lavet meget dej! 12 kilo skulle produceres i år:
Og det var det sejeste juleteam, der var klar med kageruller og udstikkere:
Der blev, traditionen tro, bagt vaniljekranse, brunkager, jødekager og selvfølgelig trillet pebernødder:
Og efter mange timers rullen, trillen og udstikning stod det fine resultat færdig. Og må vi bare sige *MUMS*:
Dagen rundede vi af med besøg af lidt flere julenisser, flæskesteg med sprød svær og endnu mere hygge med brætspil og julegodter. Tak til alle for hjælpen og for at have lyst til at være med.
I morgen skriver vi så den 1. december. Derfor er der nu pyntet op i det gule palæ, julesokken er på plads, adventsgaven i går bød på 2 forskellige julekalendere, og nu venter vi så spændt på om der måske flytter en nisse ind igen i år. Tror godt man kan sige, at du GLÆDER dig til december, og sokken bliver allerede tjekket jævnligt, for man ved jo aldrig……
Mormor har også fået sin årlige juledekoration, så nu kan december bare komme an – vi er klar!
Julekage-bagedag 2020
Familie, Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Mon, November 30, 2020 09:40:55- Comments(0) https://hougaard.daugaarden.dk/?p=794