Sikke skønt det har været med en lang og rolig juleferie. Væsentlig mere rolig og stille end nogensinde før – naturligvis ikke frivilligt, men grundet COVID-19 blev julen på mange måder anderledes i 2020.
Meget var dog alligevel genkendeligt, f.eks. juleaften og 2. juledag. Men alle de andre ting vi plejer at lave i julen, så som at besøge familie, tage i Tivoli, til Berlin og den slags, ja det blev noget ganske andet, for ikke at sige at det slet ikke blev!
Vi nåede heldigvis at besøge Dorthe på Luciadagen den 13. december, hvor Christian og Kirsten også kom, og der blev bl.a. serveret feurzangenbowle og luciaboller:
Selv om dagen langt fra mindede om de foregående år, så var det rigtigt hyggeligt, og det var godt at vi fik set Daugaard-familien der, for vores julefrokost den 22. december endte vi med at måtte aflyse grundet stigende corona-tal og en for stor risiko for smitte lige inden juleaften. I stedet mødtes de fleste af os på Teams hvor vi havde en virtuel “julefrokost” og fik ønsket hinanden en god jul og et godt nytår.
Vi nåede også at få sagt god jul til Fut, som skulle fejre jul i Birkerød. Vi havde en rigtig hyggelig dag og aften lørdagen inden jul, selv om det arrangement også blev helt anderledes end det plejer at være:
Der blev udvekslet julegaver, og du var så heldig både at få champions league fodbold og FA træningsbukser. Og vi fik lækker mad og æbleskiver med alt hvad der hører til. En rigtig hyggelig dag.
Desværre måtte vi også aflyse vores tur til Holbæk den 20. december, hvor vi skulle have hygget med Emma, Peter og Sander og ønsket dem god jul og udvekslet julegaver. Igen var vi nødt til at tage højde for stigende smittetryk samt det faktum at vi ikke er i de samme bobler, så det endte med at far tog til Holbæk med julegaver til Sander og Moses, og kom hjem med en stor pakke til dig. Det viste sig at være Hogwarts Ekspressen i LEGO, som du havde ønsket dig rigtig længe, og du blev vældig glad! Den fik du meget af tiden til at gå med, indtil vi endelig nåede den 24. december og juleaften.
Denne jul skulle fejres hos tante Mette sammen med mors familie, som vi har tradition for at gøre hvert 2. år. Og det blev en rigtig god og hyggelig aften – også selv om vi denne gang måtte lade være med at danse rundt om juletræet og synge salmer. Det var lidt træls, men til gengæld var alt andet faktisk næsten som det plejer, hvis vi lige ser bort fra at vi blevet testet op til jul; stort juletræ helt op til loftet, et væld af gaver, lækker lækker julemad og masser af hygge, kærlighed og nærvær:
Da vi havde taget godt for os af al den dejlige julemad, synes du godt nok, det måtte være tid til at komme i gang med at dele julegaver ud:
Det var vildt så mange gaver der var, og jeg tror ikke, jeg overdriver når jeg siger at langt de fleste af dem var til dig og mormor:
Du fik simpelthen alle dine ønsker opfyldt; LEGO tog, LEGO skinner, LEGO Dinosaur world, mobiltelefon, FIFA21, sodastream maskine, målmandshandsker, fodbold bluse og så er jeg ikke engang sikker på, at jeg ikke har glemt noget! Det var helt vildt, og du var så glad for alt hvad du fik. Og mens du pakkede op og delte gaver ud, kunne jeg sidde og holde øje med din voksende høst:
Det var en skøn aften, og 1. juledag kunne vi bare slappe af, spise rester af fars hjemmelavede citronfromage, og du og far fik samlet det meste af alt det LEGO, du havde fået:
2. juledag var det så vores tur til at lægge hus til den traditionsrige julefrokost med mors familie. Også her var der ændringer, da hverken mormor, Jytte, onkel Michael eller Unge Michael var med i år. Det skyldtes bl.a. sygdom og COVID-19. Men vi klarede det nu alligevel meget godt. Det var rigtigt festligt, og der var igen masser af lækker mad og pakkeleg:
Der blev spillet, hygget og snakket, og da 2. juledag gik på hæld havde vi igen ro i huset og kunne nyde de sidste dage af 2020, indtil vi skulle til at gøre klar til nytår.
Tusind tak til alle jer vi nåede at være sammen med henover julen og i løbet af december måned. I har alle været med til at gøre vores jul 2020 rigtig god og dejlig – på trods af forhindringer, utryghed ift. COVID-19, ændringer og aflysninger. Vi håber, at vi i år kan få en jul, hvor vi alle kan være sammen uden at skulle tænke på smittetryk eller andre trælse ting.
Corona-jul 2020
Familie Posted on Mon, January 04, 2021 16:41:24- Comments(0) https://hougaard.daugaarden.dk/?p=832