Sørme om december ikke også snart er strøget afsted!
I dag skriver vi den 20. december. I morgen er det årets korteste dag, og om 4 dage danser vi rundt om et smukt pyntet juletræ, spiser fantastisk julemad og glæder os til at åbne pakkerne under træet.
Men inden man når til den 24. december, er der gået en måned forud med en masse juleforberedelser og traditioner.
Vores december (eller sidste lørdag i november) starter altid med jule-bage-kage-dag. Det er fars tradition som han har ført videre ind i vores lille familie, og noget du glæder dig til hvert år.
Igen i år havde vi nogle søde nisser til at hjælpe os med at få bagt alle de skønne kager:
Der blev bagt i flere timer, men sikke et resultat vi stod færdige med – verdens allerbedste julesmåkager:
Den 2. december fyldte CD 222 år, og vi holdt vejret til det sidste i forhold til om I kunne få lov til at opføre jeres teaterstykke Milde Moses – trods stigende smittetal. Heldigvis fik I lov, og far og jeg overværede det fineste stykke med masser af sang og musik og I var bare så dygtige og flotte:
Og dagen efter det fantastiske teaterstykke tog mor og far til Berlin med mormor og Fut, og du fik en dejlig weekend hos Onkel Michael og Marlene, som hyggede om dig. I Berlin fik vi set på en masse juleting og smagt på en masse glühwein og lidt julegaver fik vi også med hjem:
Og nu er vi så nået dertil, hvor du er så heldig at være gået på juleferie, mens vi stadig skal arbejde frem til lillejuleaften. Men SÅ går vi skam også på juleferie, og vi glæder os til at holde fri og slappe af og være sammen med alle de mennesker, som vi holder af.
I søndags nåede vi at finde årets juletræ, som vi skal have ind om et par dage og have pyntet fint med lys, kugler og glimmer:
Glædelig 20. december til de trofaste læsere!
December, december
Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Mon, December 20, 2021 15:18:24- Comments(0) https://hougaard.daugaarden.dk/?p=1056