2023 har været i gang en rum tid. I dag skinner solen for en skyfri himmel og det giver forårsfornemmelser helt ind i knoglerne.
Vi har haft fart på siden nytår. Jeg har skulle skrive mit afgangsprojekt færdig, og det afleverede jeg den 8. februar og venter nu på at få afsluttet min uddannelse med et mundtligt forsvar.
Det bliver så mega mega fedt at få sat det punktum efter 3 års efter/videreuddannelse. Det har været en drøj omgang. Fedt, men hårdt! Og derfor er jeg også – uanset karakteren den 8. marts, mega stolt af mig selv! Ikke bare fordi jeg har gennemført, men jeg har gjort det på normeret tid, og jeg har gjort det på trods af coronanedlukninger, hjemsendelser, udskiftning af hele min jobportefølje og samtidig med at jeg har taget mig tid til venner og familie. Så jo, jeg er stolt! Og glad.

Men inden vi når eksamen, så har der jo også været familieforøgelse hos Emma og Peter. Det skete den 28. december 2022, men pga. sygdom både hos os og den nybagte familie, så måtte barselsbesøget vente til vi nåede hen i februar.
Men så blev der også tid til at hilse på Sejr og hygge lidt om de voksne, som så lidt matte ud i koderne, og det kan vi jo godt selv huske, fra da du var lille, Connor:



Morfar var vist godt tilfreds med seneste skud på stammen, og Sejr var vist også tilfreds:


Det var en rigtig hyggelig dag, og Sander var glad for at se dig:


Det kan godt være lidt svært at finde et fælles fodslag med 6 års aldersforskel, men I klarede det faktisk rigtigt godt, og det var så hyggeligt at se allesammen.

Vi har også fået holdt en enkelt spilledag/aften for nylig. Og du nåede også omkring Sundby stadion med onkel Michael forleden og hev en sejr hjem:

Og så kom jeg til at bestille en rejse forleden weekend! Det betyder at jeg kan fejre mit sidste år i 40’erne under varme himmelstrøg. Det var et viiirkelig godt tilbud, så der var ikke andet at gøre end at slå til.
Det glæder vi os til.
Men før vi når til maj måned, har vi lige en tur til Norge om små to uger, hvor vi skal op og fejre faster Lones 60 års fødselsdag.