Forrige weekend forcerede vi en regulær storm og satte kursen mod Oslo, hvor Carina og Bjørn havde inviteret til barnedåb for Benjamin, som kom til verden den 4. november 2018.
Far havde længe gået og glædet sig til at komme op og besøge dem, og ikke mindst til at tilbringe tid sammen med sine søskende. Det er ikke så nemt at samle dem alle fire, så da der nu var en rigtig god anledning til at finde sammen, så skulle det selvfølgelig også være! Du havde også glædet dig til at skulle ud og flyve. Sidste gang du var i Norge var du kun 3 år gammel, så det er meget begrænset hvad du selv kan huske fra den tur.
Lørdag formiddag satte vi kurs mod Gardamoen og landede i snevejr og tåge. Det var lidt bekymrende at se, hvor meget sne der lå i og ved lufthavnen, for godt nok var vinterjakkerne og huerne medbragt, men de store snestøvler havde vi ikke med.
Det vist sig dog at der ingen grund var til bekymring, for da vi nærmede os Oslo centrum, stoppede det med at sne, og i selve Oslo var gaderne ryddet for sne, og det var ganske let at komme frem.
Vi mødtes med Christine, Mads og Dorthe på hotellet, og der var gensynsglæde – ikke mindst for dig i forhold til Mads, som du kunne snakke fodbold og FIFA med! De sad klar i receptionen, da vi nåede frem, og så fik vi en hyggelig eftermiddag med dem, inden vi satte kursen mod Jar og Carina og Bjørns hus.
Vi var så privilegerede at blive hentet ved stationen af Bjørn, og da vi kom frem kunne vi så hilse på resten af Bjørns familie og Carinas far, Olav, og tante Lone, som vi ikke har set siden onkel Christians fødselsdag i 2016. Det var et kært gensyn, og snakken gik lystigt og vi fik rundvisning i deres fine hus, som de har sat i stand på smukkeste vis:
Bjørns mor havde lavet rensdyr til aftensmad. Det smagte fantastisk, og vi hørte ingen brok fra dig. Heller ikke engang i forhold til rosenkålene. Det var super hyggeligt at møde Bjørns familie under stille og rolige forhold og se den lille familie i deres egne vante rammer. Der er ingen tvivl om at de trives godt i deres hus, og lille Benjamin vokser stødt og var noget så kær.
Søndag morgen mødtes vi og spiste morgenmad med Dorthe og Co:Det var en kæmpe morgenbuffet med alt hvad hjertet kunne begære, så vi var godt mætte, da vi begav os mod Jar kirke, hvor Benjamin (og tre andre babyer) skulle døbes.
Ceremonien var fin, det var en forholdsvis ung præst der døbte børnene, og Benjamin klarede det hele i stiv arm uden brok. Der var da også en vis stolthed at spoe hos forældrene:Efter selve dåbshandlingen tog præsten Benjamin med og tændte et lys for ham og præsenterede ham for menigheden:
Det var en meget fin og rørende ceremoni, som vi var glade for at kunne være med til at overvære.
Efter den kirkelige handling var der dækket op til frokost med efterfølgende kaffe og kage. Og sikke et kagebord vi blev præsenteret for:Det var umuligt at komme igennem alle kager, så vi blev nødt til at vælge et par stykker ud.
Endnu en gang havde vi en virkelig hyggelig dag sammen med den norske gren, og det var dejligt at være med til at gøre dem så glade med vores besøg. Dejligt at mærke, at man er så velkommen.
Vi tog afsked med dem alle sidst på eftermiddagen og vendte snuderne hjem til København igen. Det var nemlig arbejdsdag og skoledag om mandagen.
Hjertelig tillykke Benjamin (og til dine søde forældre) og tusind tak for den store gæstfrihed vi oplevede hos jer. Vi glæder os meget til at se jer igen: