Så nåede vi så hertil – ikke mere godnat – eller aftenflaske om du vil. En stor ting føles det som, i hvert fald for far og jeg, og en lille usikkerhed sniger sig da også ind… Er du nu helt klar til at undvære den hygge og tryghed, du i mange måneder har fundet i aftenflasken? Vi har vurderet, at det ER du!

Du har fået flaske siden du var omkring 3,5 måned. Amningen var svær at få i gang og svær at holde i gang ikke mindst, så på mange måder blev flasken vores redning. Den har været praktisk, når du har været urolig, er blevet passet osv., men da du de sidste dage ikke har vist synderlig interesse for den, og vi har trappet mængden så langt ned, som vi overhovedet kan, så synes vi, at tiden nu er inde til at slutte dette kapitel og starte på et nyt.

Så nu er flaskerne pakket sammen, erstatningen bliver hældt ud, og i morgen afleverer vi så de lånte sager igen hos tante Mie. En epoke i dit liv – og vores, er dermed slut. Det føles en lille smule vemodigt – men vi erstatter den hygge og tryghed med noget andet, så du og vi ikke vil komme til at savne det.