Den 13. december 2011 skulle vi til den første scanning, nakkefold scanning. Vi havde fra start besluttet, at vi ville takke ja til sådan en. Det er ikke alle der vælger det. Vi var både spændte og en lille smule nervøse. Var alt nu som det skulle være, ville tallene se ud som de skulle osv. Der var mange tanker, der kørte rundt i hovedet.
Scanningen foregik på Hvidovre hospital, og selve scanningen er et resultat af flere forskellige ting, der til sammen udgør en værdi. Det man lægger til grund for resultatet er: alder, størrelsen på nakkefolden og blodprøver, man har fået taget på forhånd (double test). For at de anbefaler at man fortsætter graviditeten, skal man helst have et samlet tal til sidst der ligger over 400. Mit tal var på 2.971 og altså et langt stykke over. Det vakte naturligvis stor stor glæde.
Under scanningen viste du allerede format. Du skød ryg og spjættede rundt, så sygeplejersken rigtigt kunne måle og se alle de ting, som hun gerne skulle kunne. En meget fin baby, sagde den søde dame, som hed Dorthe. Vi kunne dermed tage hjem med forvisning om, at alt så ud til at være i skønneste orden.
Mellem jul og nytår var vi også til den første samtale med vores jordmoder. Det første besøg handlede dog mest om at udfylde papirer, tale om kosttilskud, motion og den slags lidt kedelige ting. Til sidst ville hun gerne måle livmoderen, og måske hvis vi var heldige, kunne vi også komme til at høre din hjertelyd. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre så tidligt i forløbet. Men dårligt havde hun sat sit udstyr på min mave, før vi kunne høre en tydelig og stærk hjertelyd. Endnu en gang kunne vi gå fra en konsultation glade og lettede over at alt igen så ud til at udvikle sig fint og planmæssigt.
