Januar måned er i gang, og vi har taget hul på nogle af de nye ting, der kommer til at præge dig (og os) i det nye år; nemlig svømning og Hip Hop/Breakdance.
Begge dele blev skudt i gang i sidste uge.
Svømning var først på programmet. Efter du i sommer var til svømmeprøve hos KVIK, har vi gået og håbet på at du kunne få en plads på et hold, så du for alvor kunne lære at svømme rigtigt. Det vil komme dig så meget til gode at lære det tidligt, så du bliver fortrolig med vandet og ikke går hen og bliver usikker og bange for det.
Og vupti, som en tidlig julegave fik jeg en mail fra klubben lige før jul, hvor der var mulighed for at få dig på et hold, der skulle starte efter nytår.
Så nu bruger vi søndag formiddag i vandet, og du er allerede blevet glad for det.
Første gang var du meget spændt på hvordan det ville være og hvor det var henne.
Men meget mor forventning var du med til at lave alle øvelserne og du var ikke spor bange for at prøve alle de nye ting. Måske gav det lidt ekstra tryghed at far var med i vandet. Bassinet er nemlig så dybt, at man som Minihaletudse ikke kan bunde, medmindre man står på de små bænke, der er placeret på bunden i den lave ende.
Som undervisningen skred frem blev du mere og mere modig, og du var et stort smil undervejs, mens du prøvede at svømme med ormen, flyde med ormen, kravle langs kanten og balancere på måtter ude i vandet:
Det gik bare så fint, og du var SÅ stolt bagefter. (Det var mor også!)
Samme dag som vi startede svømning var det også Amandas fødselsdag, og hun kom forbi om eftermiddagen med kage og fik sin fødselsdagsgave, og så blev der hygget et par timer, før hun skulle videre ud og spise:
Hiphop startede vi så til i torsdags, og jeg havde forventet at du lige skulle se det lidt an og nok ikke ville være så meget med den første gang. Men næ nej, du og din bedste ven Christoffer var cuteness overload og var med fra start til slut uden noget bøvl, og I var så glade bagefter og går og snakker i børnehaven om at I glæder jer til det bliver torsdag igen Det er bare så fedt at se dig vokse på den måde.
Så selv om det gør hverdagen mere pakket og travl med alt det du nu går til, så er det bare det hele værd, når man kan se, hvor glad du er for det og hvor meget du får ud af det.