Blog Image

Connor's Corner

Verdens lækreste baby

Velkommen til verden, Connor Lucht Daugaard.

Ska’ du tisse…??

Begivenheder Posted on Thu, July 23, 2015 09:07:30

Så er vi i gang! Vi har længe talt om at vi skulle i gang med toilettræningen, når vores sommerferie gik i gang. Og det har vi selvfølgelig gjort:


Vi er ikke mange dage inde i forløbet, men du siger allerede nu til, når du skal tisse, og vi venter spændt på den første gang, du laver bummelum derude også smiley Du har i tiden op til overhovedet ikke vist interesse for at smide bleen, så vi er faktisk overraskede over, hvor godt det er gået indtil videre. Der har selvfølgelig været uheld undervejs, og vi har også indkøbt ekstra undertøj. Men vi er meget fortrøstningsfulde og du er ikke længere “bange” for at skulle op på toilettet:

I morges var bleen helt tør, og det er første gang, du slet ikke har tisset fra du er lagt i seng til næste morgen. Så vi er på rette vej, og når måske endda helt i mål, inden du igen starter i børnehaven efter ferien.



Forandringens tid

Begivenheder Posted on Tue, May 12, 2015 20:33:35

To år er gået siden mor og far en aprildag afleverede dig for første gang i Børneinstitutionen ved SSI. Det var en stor dag dengang, og det var både med glæde og en lille smule sorg (og nerver) at vi afleverede dig. For det gjorde en ende på en tid, hvor især du og jeg havde gået i vores egen lille boble og havde haft vores egen helt særlige og dejlige hverdag.
Men ret hurtigt stod det klart, at du slet ikke havde svært ved at vende dig til at gå i vuggestue. Du trivedes faktisk med det samme, og selv om der var udfordringer ved at være et lille myr, der ikke kunne gå da du startede, så blev du hurtigt en yndling blandt medarbejderne. Og det forstår man jo godt smiley

Du er vokset i de to år – ikke bare i størrelse men også på alle mulige andre måder. Du har fået et sprog, du synger sange, du laver fagter, du indgår i lege med de andre, du hjælper til, du udfordrer og du elsker. Du elsker den hverdag, du har været præsenteret for i din vuggestue, og selv om du har måtte sige farvel til yndlingspædagoger og medhjælpere undervejs, så har du taget de nye til dig og fået nye favoritter blandt de voksne. Du er et barn med stor tillid til verden omkring dig, og det vil bære dig langt i din videre færd.


Og nu er du så klar til et nyt kapitel. En ny epoke starter på mandag, hvor du går fra at være et “Troldestue barn” og bliver til et “Gul stue barn”. Og det er med ambivalente følelser at du nærmer dig dette skift. Du har ikke været ubetinget glad for at komme op og besøge børnehaven den seneste uge. Du har hele tiden haft ansigtet vendt mod vuggestuen, og har du set dit snit til at smutte ned ad trapperne og tilbage til det kendte og sikre, så har du gjort det. Men du har Pernille, som vil tage sig godt af dig, når du skifter på mandag. Og du har din ven Alexander, som også skal starte i børnehaven. Og i dag havde du været så modig at du havde indvilget i at spise frokost sammen med børnehaven. Rugbrødsmadder med leverpostej og masser af agurk.

Det er ikke kun dig, der er lidt vemodig ved at skulle sige farvel til vuggestuen. Mor og far skal også vende sig til at vi efter weekenden ikke længere er forældre til et vuggestuebarn, men til et børnehavebarn, der snart fylder hele tre år! smiley Hvor blev tiden af? Hvor blev de sidste to år af? Jeg tror det er værst for mig, far har jo prøvet det et par gange før.

Vi forestiller os at vi i den nærmeste fremtid skal vende os til nye (og tidligere spisetider), en dreng der kommer til at udfordre os mere på vores beslutninger, en dreng der vil lære en masse nye gloser, som vi ikke nødvendigvis vil bryde os om, en dreng der om ikke så længe ikke længere sover middagslur osv. osv. osv.
Så Connor, det er ikke kun din verden, der er på vej til at ændre sig. Vores vil også ændre sig, og jeg tror vi er mindst lige så spændte på, hvad den nærmeste tid vil bringe som du er.

Og mens vi går med alle disse tanker, så skal der lige bages nogle boller og skæres lidt frugt, så du i morgen kan sige farvel til Troldestuen med manér!

Og ikke nok med at vi snart skal sige farvel til vuggestuen, så har vi også i denne uge skulle sige farvel (og på gensyn) til Amanda, som er rejst tilbage til Holland. Hende kommer vi til at savne, for hun har gennem de seneste måneder nærmest været fast inventar mindst en gang om ugen, hvor hun blandt andet har haft faste “hente dage” i vuggestuen og har haft en masse dejlig tid sammen med dig (og os). Det har betydet at du har knyttet dig rigtig meget til hende, og du vil komme til at savne hende. Det var da heller ikke helt nemt at sige farvel i går. Men heldigvis ses vi snart igen:



Farvel 2014 – goddag 2015

Begivenheder Posted on Sat, January 03, 2015 08:35:13

Vær velkommen 2015! Og godt nytår smiley
Nytårsaften blev et brag af en fest hos tante Laila og onkel David, og du var med hele vejen – lige indtil vi ved 2.30 tiden om natten vendte snuderne hjem for at komme i seng. Du klarede det så fint, og der er vist ingen tvivl om at du er en lille selskabspapegøje:


Du spiste både laks, vildtsvin og dyreryg, og da vi nåede til den store isdessert skulle du da også lige have en smagsprøve på den. Du legede rigtigt godt og var helt vildt med bordbomberne og al den konfetti:


Det eneste du ikke var helt begejstret for var da fyrværkeriet for alvor begyndte. Det var alligevel en lille smule for meget for dig med al den larm og BANG (som du sagde), så der blev du indenfor med mor og Gaby, mens de andre fyrede raketter af til stor fornøjelse for store og små.
Det var en fantastisk nytårsaften i de bedste venners lag og 2015 kan bare komme an. Vi er klar til at opleve, udforske og tage imod 2015.

Godt nytår til jer alle derude! smiley



Fødselsdag på Troldestuen

Begivenheder Posted on Thu, June 26, 2014 17:38:10

Mandag var der fest fra morgenstunden på Troldestuen! Du skulle nemlig fejres af alle dine små kammerater, og det blev en festlig morgen med masser af hygge, sang og lækre sager.
Der var skrevet tillykke til dig på tavlen og der blev arrangeret fødselsdagsbord for dig og det flotte fødselsdagstog blev fundet frem:

Der skal ikke herske tvivl om at du lige for tiden er MEGET optaget af tog – alle slags tog, så det har jo været nogle fantastiske dage, hvor du både har haft dit eget fødselsdagstog fremme hjemme og også fik lov til at have Troldestuens tog i mandags:

Du havde din bedste ven Alexander siddende ved siden af, og så satte Tina ellers gang i fødselsdagssang og en masse andre sjove og gode sange, hvor I alle sang med og lavede fagter til:

Og mens der blev sunget og hygget, sørgede far for at få taget nogle billeder, mens mor hjalp til med at smøre de hjemmebagte boller og få delt frugt ud:


Det var et stort hit på stuen at få en hjemmebagt bolle og dejlig vandmelon og jordbær. Der blev spist godt til, og mens I sad og guffede blev der sunget flere sange og råbt HURRA og pustet lys ud. Og helt naturligt indtog du pladsen for bordenden og tronede på den søde og mest naturlige måde:


Du havde en skøn, sjov og fantastisk dag i vuggestuen – 1000 tak til Tina, Marlene, Henriette og Louise for at være med til at gøre din fødselsdag ekstra sjov og dejlig! smiley



Sommerfest i Vanløse

Begivenheder Posted on Tue, June 17, 2014 13:20:18

Én ting er sikkert! Man ved at det er blevet rigtig sommer, når Eva og Regner byder op til sommerfest i Vanløse med masser af hygge, god mad og godt selskab. I år var ingen undtagelse og vejret var med os, så vi kunne være udenfor på den nye terrasse mens alle I unger kunne rende rundt og lege og slå jer løs.

Og slå jer løs, dét gjorde I. Der var både vandkamp og snobrødsbagning og en masse anden sjov aktivitet, og du var nærmest helt eksalteret med alle de store biler og lastbiler, som Storm gav dig lov til at lege med:


Den store lastbil var et kæmpe hit, og tilmed var der sat en snor i, så den kunne trækkes rundt:

Alle ville gerne lege med dig (hvilket vi jo sagtens kan forstå smiley), og du ville allerhelst bare have lov til at lege med alle bilerne:
Men da hulahop ringene kom frem blev du alligevel en aaanelse nysgerrig, for det så da herligt nemt ud at få ringene til at balancere på hofterne:


Men du måtte nu alligevel sande, at det ikke var helt så nemt, som det så ud til, da Panter gik i gang med sine disco moves. Han er jo altså også nogle år ældre end dig, så bare rolig – du skal nok få det lært:

Men hvis man nu ikke rigtigt kan finde ud af de ting, som de store børn laver, så kan man jo altid søge “trøst” i Evas jordbærbed og kigge efter nogle sten:


Hvad end du foretrækker biler, hulahop ringe eller desekrere jordbærbede, så hersker der ingen tvivl om, at du havde en fest i Vanløse lørdag, og vi glæder os allerede til at komme på besøg igen! smiley



MOAR, moar, moar

Begivenheder Posted on Fri, April 25, 2014 09:21:21

En stor begivenhed fandt sted i påskeferien… Til trods for at far og jeg har været ude og rejse og du er blevet passet herhjemme af tante Ulla, så sagde du alligevel pludselig MOR i weekenden!!!! smiley Og der var ingen tvivl om, at det var lige nøjagtig dét, du sagde: Muuaarrh……
Du sagde det endda første gang, mens mor slet ikke var hjemme. Du sad sammen med far og kiggede op på billederne på væggen i stuen og pludselig sagde du bare “MOR” og pegede op på det billede af dig om mig, som hænger i rammen.

Efterfølgende har du brugt ordet flittigt, men det er ikke let at få dig til at sige det på kommando.
Nu er vi så gået i skarp træning, så du også kan få lært at sige FAR! smiley



Fastelavn er mit navn…

Begivenheder Posted on Thu, March 06, 2014 20:50:38

I søndags var det fastelavn, og selv du er halvandet år nu, så var det alligevel din første rigtige fastelavn med udklædning, tøndeslagning og kattekonger og dronninger. Emma havde spurgt far, om hun ikke måtte tage dig med til fastelavn i en kirke i sydhavnen, og det syntes vi var en rigtig fin ide. Emma sørgede udklædning og inden der var gået ret længe var du forvandlet til Amagers sødeste og mest charmerende tiger:


….og da tigeren efterfølgende var klar til afgang, stod første pitstop på cafebesøg på en af de helt nye cafeer i nabolaget:



Efter cafebesøget gik turen videre til Sydhavnen, hvor det gik løs med tøndeslagning og festivitas, og som bekendt er forventningens glæde den største:




Ovenpå sådan en omgang løjer er det tiltrængt med en skraber i barnevognen:

Det var en helt igennem dejlig og spændende dag du havde sammen med Emma og Peter, og mor og far er meget taknemmelige for at de havde lyst til at tage dig med til din første fastelavnsfest smiley



“For du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder…”

Begivenheder Posted on Fri, November 22, 2013 19:50:04

Endnu en første gangs begivenhed havde du i går, da du for første gang skulle besøge tandlægen.

Det hele startede med godt humør. Du var endda vældig begejstret for det legetøj, der var i venteværelset:


Og da det endelig blev din tur, var du stadig vældig glad og begejstret for at hilse på Anette, der skulle se, hvor mange tænder du har fået og om de var i fin stand.

Men der gik ikke længe, før du begyndte at ane uråd…. Det er jo ikke nogen hemmelighed for os, der kender dig rigtigt godt, at tandbørstning bestemt ikke er en af favoritterne på menuen! smiley Så selv om Anette forsøgte med alle mulige og umulige ting og sager, så åbnede du ikke munden frivilligt, før der ingen anden udvej var, fordi du samtidig blev rigtig gal i skralden og derfor var nødt til at åbne gabet:




Heldigvis tog det kun et øjeblik, og Anette kunne fortælle, at du mangler at få 8 tænder endnu, 4 hjørnetænder og 4 kindtænder. Men i forhold til din alder er du helt fint med, og de bisser, du allerede har fået, så meget fine ud. Så det betaler sig altså at høre på “skrig og skrål”, når vi når til tandbørstningen om aftenen smiley

Og da der var faldet lidt ro over det hele igen, kunne papegøjen alligevel godt bruges til at lege lidt med:


Nu kan vi så vente på, at de sidste tænder bryder frem. Noget siger os, at der måske er nogle kindtænder på vej, for hænderne er solidt plantet i gabet det meste af tiden!



Dit første Valg

Begivenheder Posted on Tue, November 19, 2013 20:50:35

Tirsdag den 19. november 2013 – også bedre husket som dagen, hvor du var med til dit aller første kommunal- og regionsvalg!

Det er aldrig for tidligt at blive politisk aktiv, og hvem ved – måske er der allerede et spirende politikerfrø i din lille mave smiley


Spændende er det og vi håber at resten af Københavnerne (også) har sat deres X’er de rette steder… smiley



Koden er knækket :-)

Begivenheder Posted on Mon, August 05, 2013 19:01:52

Sådan! Hvor svært kan det være…..

Du nåede at have din gåvogn i omkring 3 uger og vupti……så rejste du dig pludselig i går og gik uden vogn eller nogen anden form for støtte!! 13 måneder gammel smiley Du er stadig en lille smule usikre på dine små ben, men der er ikke noget at tage fejl af. Du er nu a walking man!!

Connor på vej



Dine første skridt

Begivenheder Posted on Sun, July 28, 2013 20:11:03

Så er det ved at være NU! Du er sååååå tæt på at gå rigtigt nu. Du har faktisk taget dine første skridt uden at blive holdt i hænderne eller støttet på anden vis. Det er helt fantastisk at være vidne til den udvikling smiley

Du har siden 6-7 måneders alderen kravlet på din lidt særegen facon. Jeg er ikke sikker på, vi helt kan kalde det for at kravle “rigtigt”, men det blæser du da på, og frem – dét er du kommet fra dag 1:

Crawling Connor – 13 måneder gammel.

Den sidste måneds tid, omkring din et års fødselsdag i juni, begyndte du på at rejse dig selv, gå rundt om borde, stole, din Bobles hval og alt hvad man ellers kan tænke sig at gå rundt om. Men du havde endnu ikke modet til at give slip og tage de første selvstændige skridt.
Men dét gør du så nu. Og det er altsammen sket mens vi har holdt sommerferie. Far og jeg har også trænet lidt med dig, for du ELSKER at gå fra den ene til den anden for derefter at kaste dig i armene på modtageren. Og det har nu resulteret i at du har taget dine første skridt:

Walking man

Det har nok også hjulpet processen lidt på vej, at vi i ferien købte en gåvogn til dig for nogle af de penge, du fik i fødselsdagsgave. Jeg gjorde rigtigt i ikke at ønske os en Brio gåvogn til dig, for den fra Fisher Price har du bare været über begejstret for, og du kører såååååå fint med den:

Walking Connor with wagon

Når du starter i vuggestue igen i morgen efter ferien bliver de helt sikkert vildt benovede over alle de nye ting, du har lært, mens vi har holdt ferie smiley



Slut….Prut…Finale…

Begivenheder Posted on Tue, July 16, 2013 13:35:22

Så nåede vi så hertil – ikke mere godnat – eller aftenflaske om du vil. En stor ting føles det som, i hvert fald for far og jeg, og en lille usikkerhed sniger sig da også ind… Er du nu helt klar til at undvære den hygge og tryghed, du i mange måneder har fundet i aftenflasken? Vi har vurderet, at det ER du!

Du har fået flaske siden du var omkring 3,5 måned. Amningen var svær at få i gang og svær at holde i gang ikke mindst, så på mange måder blev flasken vores redning. Den har været praktisk, når du har været urolig, er blevet passet osv., men da du de sidste dage ikke har vist synderlig interesse for den, og vi har trappet mængden så langt ned, som vi overhovedet kan, så synes vi, at tiden nu er inde til at slutte dette kapitel og starte på et nyt.

Så nu er flaskerne pakket sammen, erstatningen bliver hældt ud, og i morgen afleverer vi så de lånte sager igen hos tante Mie. En epoke i dit liv – og vores, er dermed slut. Det føles en lille smule vemodigt – men vi erstatter den hygge og tryghed med noget andet, så du og vi ikke vil komme til at savne det.



HIP…HURRA…Dét min fødselsdag!

Begivenheder Posted on Tue, June 25, 2013 20:42:36

Det er ikke til at forstå at det nu er et år siden, at vi fik dig! Hvor bliver tiden af? smiley

Det har været et helt fantastisk år, og særligt har det været fantastisk at følge dig og din udvikling. Du er ved at udvikle din egen lille personlighed nu, og du kan efterhånden en masse ting selv. Du er f.eks. begyndt at rejse dig op og gå rundt om borde og stole, der er masser af fart på når du kravler henover gulvet, og du snakker helt vildt meget – til stor morskab for far og mig.

Du blev født den 22. juni 2012, og derfor skulle du selvfølgelig fejres på selve årsdagen af din store familie. De havde alle glædet sig til at komme og fejre dig – ikke mindst dine søstre som var kommet hele vejen fra hhv. Holbæk og Holland smiley

Dagen begyndte allerede kl. 6, hvor du vågnede og var glad og frisk og klar til at komme i gang, så mor og far måtte op og finde flag og fødselsdagstoget frem, så vi kunne starte dagen helt rigtigt.

Da vi havde sunget fødselsdagssang og åbnet gaver fik du morgenmad og så skulle vi ellers i gang med at gøre klar til alle dine fødselsdagsgæster. Heldigvis kom onkel Claus og hjalp lidt til – dejligt.

Vejret var ikke helt som vi havde håbet på, så vi besluttede os for at dække op til alle indenfor, og så håbe på at vejret senere ville blive så godt, så vi kunne komme ud på terrassen. Og selvfølgelig begyndte solen at skinne lige omkring det tidspunkt, hvor du for et år siden kom til verden!

Du blev begavet i stor stil, og der måtte hjælp til at pakke alle dine flotte gaver op.

Og ikke nok med at der måtte hjælp til at pakke dine gaver ud, der måtte også assistance til at samle nogle af de flotte ting, og det var David og fætter Caspar skrappe til…

Gaverne skulle naturligvis også afprøves – af både store og små!!

Og selvfølgelig skulle der også rutsches med gudmor og Isa…

…og gås tur med onkel Christian, så han kunne se, hvor dygtig du er blevet til det.

Når man har fødselsdag skal man selvfølgelig også have en lagkage, og du fik faktisk hele to af slagsen og heldigvis kunne du godt lide den. Der blev også sunget fødselsdagssang for dig, så alle naboerne kunne høre det…

Emma havde også bagt cupcakes til dig med lyseblå glasur, og det så ud til at glide fint ned.

Der var masser af hygge og nærvær omkring dig og du var totalt i dit es og smilede og grinede til dem alle.

Det var i det hele taget en dag fuld af “førstegangsoplevelser” – både for dig og os, og vi må konstatere at barren er sat højt i forhold til dine kommende fødselsdage.

KÆMPE STORT TILLYKKE med fødselsdagen, Connor. Vi elsker dig og er overbeviste om at du nød din første fødselsdag fuldt ud smiley



Et Troldestue-barn

Begivenheder Posted on Tue, April 16, 2013 13:55:06

Så oprandt den store dag – din første dag som vuggestuebarn! Det er vist mest en stor dag for far og jeg, for du tog al hurlumhej’et med vanlig ro og i stiv arm. Vi har set frem til denne dag i et stykke tid, men jo tættere vi kom på den, jo mere kunne især jeg mærke, at det også er lidt vemodigt at skulle give “slip” på dig og overlade dig i andres varetægt fremover. Så vi kan vist godt sige, at det er en dag med blandede følelser.

Der er ingen tvivl om, at du vil blive glad for at gå i vuggestue, og vi blev mødt af nogle utrolig søde og engagerede medarbejdere, som havde glædet sig til at hilse på dig.

På vanlig Connor-style viste du også din glæde ved at smile stort til alle der kom hen og hilste på dig, og da vi var kommet ind og havde hilst på Leslie, som skal sørge for at du falder godt til på Troldestuen, kastede du dig med det samme ud i fri leg – fuldstændig upåvirket af hvor du var eller de andre børn, som var omkring dig. Du syntes bare det var sjovt og spændende, at der skete noget nyt.

I dag var du der sammen med mor og far i en times tid, og du legede fint for dig selv og grinte lidt, når nogle af de andre børn stak i et hyl smiley Du kiggede interesseret på alle de forskellige ting og skulle kun lige op og have et kram til sidst. Men der nærmede vi os også din sovetid.

Mor og far fik en masse papirer med mange informationer omkring vuggestuen og den daglige rutine, og der skulle også udfyldes en masse oplysninger om dig, og hvem de skal ringe til, hvis nu far eller jeg ikke lige kan komme og hente dig. Det havde vi ikke rigtigt fået talt om inden, så da vi skulle skrive et navn på en kontaktperson, som står dig nær og som vil kunne komme med kort varsel, så faldt valget på onkel Michael. Vi har godt nok “glemt” at spørge ham, om det er i orden at vi har skrevet ham på som kontaktperson smiley, men vi er sikre på, at han gerne vil komme og “redde” dig, hvis det nogensinde skulle blive nødvendigt. Der er nemlig et helt specielt bånd mellem jer to.

I morgen skal vi så være der lidt længere end i dag. Der skal du spise formiddagsmad sammen med de andre børn, og sådan vil den kommende uge gå med at være lidt længere tid ad gangen for hver dag der går.

Så velkommen til endnu en milepæl i dit unge liv, Connor-basse. Vi er sikre på, du bliver et glad og velfungerede Troldestue-barn smiley



Det er ganske vist!

Begivenheder Posted on Mon, April 08, 2013 09:41:36

Jep, så begyndte et nyt kapitel for dig her i strandhytten:

Kravling!!!

Du har nu knækket koden til at kravle, omend det foregår en anelse sidelænst og med det ene ben trukket lidt ind under dig. Men det er altså alligevel ganske sikkert og vist, at du nu ikke bare drejer rundt om dig selv, glider baglæns eller står/sidder og rokker på samme sted. Nu kommer du altså også fremad og kan selv sætte dig op, når du ikke gider ligge på maven længere. Og med dét kan vi så konstatere, at ordet “NEJ” nu også er det mest anvendte her i hytten smiley Ikke fordi det har den store indflydelse på din gøren og laden at der bliver sagt meget bestemt og højt nej og nix….

Så far har været i gang med at babysikre køkkenlåger og skabslåger i weekenden, og der skal nu findes løsninger på ledninger og andet spændende hejs, der ligger rundt omkring, for du styrer direkte efter alt det forbudte!….

Jeg er begyndt at se frem til at datoen for din opstart i institution begynder at nærme sig, for det mærkes at du er ved at være klar til nogle nye udfordringer. Og det er jo sådan set en rigtig god ting.

God fart, Connor mand smiley



Bare bisser

Begivenheder Posted on Wed, March 27, 2013 08:59:54

Så skete det endelig!!! 9 måneder skulle der gå, før vi kunne sige goddag (og rent faktisk se) den første bisse i undermunden. Og for at det ikke skal være løgn, så er der faktisk en mere på vej lige ved siden af. Så du blev altså ikke den allersidste i mødregruppen, der fik sin første tand smiley

Der har godt nok også været en del trælse nætter, hvor du har været vågen en gang i timen og generelt har sovet skidt. Men nu er der lys for enden af tunellen og du sover en hel del bedre nu. Heldigvis er far sej til at tage dig om natten, for der er mor altså træt og har brug for at soooooove!

Vi har forsøgt at få taget et billede af den lille bisse, der er på vej op, men for det meste er du ikke så meget for at vise den frem, så det har vi opgivet. Men den er på vej, så nu må det snart være tid til at du begynder at tygge noget mere selv.



Weekend i familiens skød

Begivenheder Posted on Sun, March 03, 2013 18:49:28

En helt rolig, lille fredelig søndag med besøg af søster Amanda.

Den starter selvfølgelig med at du vågner kl. 06:45 og bliver hentet ind i mors og fars seng. Der kan du sove eller underholde (som det ses her på billedet!!). Men det er kanon hyggeligt! 🙂

Dit nytårsdress, som du har fået af Amanda, skulle selvfølgelig bruges. (Du var lidt for lille til det nytårs aften…) Men nu kan du passe det!
Og hvor er du bare nuser, skal vi ikke snart til fest igen??? ;-D

Du skulle også prøve at spise noget rugbrød, en gang skal være den første… Men det var vist ikke den store succes!!!
Det var for klistret, leverpostejen og så havde det en mærkelig konsistens… Det lærer du nok. (Håber jeg! :-o)

Og når Amanda alligevel var her, kunne hun ligeså godt gøre sig nyttig!
Så her er Amandas første Connor-bad! 😀
Vi har nu fået af vide at du har fået en vuggestueplads!!! 🙂
Så fra den 16/4-2013 skal du starte i institutionen ved Statens Seruminstitut!

Men du må hellere snart begynde at kravle (eller gå…) for ellers får du ikke noget lejetøj over i vuggestuen, så bliver du bare efterladt af de andre kravlende børn.

GO FOR IT CONNOR! 🙂



Otte måneders besøg

Begivenheder Posted on Thu, February 21, 2013 10:49:20

I dag har vores søde sundhedsplejerske Anette været på besøg for sidste gang. Du bliver 8 måneder i morgen og i den forbindelse skulle du have et 8 måneders besøg, hvor du skulle vejes, måles og have tjekket dine reflekser m.m..

Som vanlig var du i hopla fra morgenstunden til trods for en lang næse, og der gik ikke længe, før du var i gang med at charmere Anette, som måtte indrømme, at du jo altså var blevet noget så stor siden sidst og så sund og rask ud.

Anette startede med at tjekke dine reflekser og forærede dig også din allerførste tandbørste – selv om du altså ikke har fået nogen tænder endnu… Den vakte stor begejstring:

Derefter fik du målt dit hoved:

Og til sidst skulle vi have målt hele dig og have dig vejet:

Jeg kan afsløre at Anette (og far) målte dig til:

– 74 cm lang

– 9,9 kg

Du havde altså taget 1,4 kg på siden du blev vejet hos lægen den 7. december. I længden var du vokset hele 5 cm, så det er ikke så mærkeligt, at vi synes, du er blevet en stoooooor dreng nu smiley

Far havde gættet på at du vejede 11 kilo(!) og mor gættede på 10,5 kg, så ingen vandt væddemålet i dag.

Dine spisevaner er igen ved at ændre sig lidt. Du skal snart begynde at have små rugbrødshapser, og i den sidste tid er du begyndt at få havregrød med frugtmos om morgenen. Far har også trænet dig i at spise fisk, men det gik altså lidt trægt med at få dig til at spise laks og grøntsagsmos, så derfor prøvede vi at komme lidt hollandaisesauce i maden i stedet for fedtstof, og jeg skal love for, at det gjorde en forskel…!

Sådan ser en skål ud, når der er sovs til aftensmaden:

Ja ja, Connor…..du skal skam nok lære at spise det hele før eller siden smiley



Stooore flyttedag

Begivenheder Posted on Sat, December 29, 2012 08:38:25

Så blev det endelig den 1. december og langt om længe gik boligdrømmen i opfyldelse…



At vende hjem…

Begivenheder Posted on Thu, December 13, 2012 15:34:59

Så nærmer tiden sig for at du skal flytte for første gang. De seneste uger har vi været i gang med at planlægge, koordinere og ikke mindst pakke alle de mange ting, der har samlet sig her i lejligheden gennem mere end et årti.

Vi glæder os rigtigt meget til at få nogle nye rammer om vores lille familie, men det er også med en vis vemod at vi siger farvel til mange gode naboer, som vi efterhånden kender rigtigt godt, og som har fulgt os og ikke mindst dig i ganske lang tid. Vi kommer også lidt længere væk fra mormor og resten af familien, men heldigvis ikke længere end vi nemt kan komme på besøg og de kan komme ned til stranden og besøge os.

Du får dit helt eget værelse i vores nye lejlighed og mere plads at boltre dig på. Mor glæder sig særligt til ikke at skulle bære både dig og liften op på 3. sal hver dag. Nu kan du stå og sove ude på terrassen uden at vågne og når det atter bliver forår og de lyse dage kommer tilbage, skal vi ned og lege og gå lange ture ved stranden og grønsværen.

Jo, der er masser af glæde i det lille hjem over det nye kapitel, vi snart tager hul på alle tre. Så nu må flyttemændene gerne snart komme, for vi er ved at være klar smiley



« PreviousNext »