Blog Image

Connor's Corner

Verdens lækreste baby

Velkommen til verden, Connor Lucht Daugaard.

Den Blå Planet

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Tue, August 13, 2019 11:32:45

Ovenpå en masse rejseaktivitet i juli måned, havde vi lige halvanden uges ferie hjemme inden skolestart og hverdagen igen bankede på.

Vi brugte dagene på at slappe af i haven med pool og grill, vi nåede ud til Dragør og besøge Tina, Thomas og Mads. Og så nåede vi også lige at få fikset en legeaftale med Christoffer, som kom hjem fra Tyrkiet dagen før vi havde besluttet at tage i Den Blå Planet.
Heldigvis kunne vi nå at få Christoffer med, og I to havde en fantastisk dag sammen og prøvede en masse forskellige ting. Blandt andet fik I rørt ved fladfisk, søstjerner og krabber:
I fik også ser rokkerne, men de var ikke sådan lige til at klappe:
Ved de store akvarier gættede I fisk:
Og så var vi også så heldige at nå at se børneteater med hajen Hik, som ikke var en helt almindelig haj. Du var endda så modig, at da Rasmus spurgte, om der var en dreng eller pige tilstede, som kunne komme ned på scenen og hjælpe Hik med at udføre tryllenumre, så rakte du straks hånden i vejret og fik lov til at komme ned på scenen:
I fik også prøvet hvordan det føles at komme i fiskespa – dog ikke med fødderne, men alligevel:
I var meget begejstret for spa’en, og var svære at få med videre. Men det lykkedes da I opdagede, at der var en stor legeplads udenfor, hvor man blandt andet kunne lege med vand. Det fik I hurtigt en times tid til at gå med, og da I havde fået krudtet af vendte vi snuderne hjem mod Bykæret, hvor I fik frokost og legede resten af dagen. Og ja….der blev selvfølgelig (også) guffet pandekager, som der jo altid gør, når Christoffer er på besøg:

En rigtig sjov og hyggelig sommerdag!



Svømmecamp

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Wed, July 17, 2019 10:02:15

Sommerferien er godt i gang, og du er så heldig at have hele 5 ugers ferie!

Den første uge brugte du sammen med en masse andre børn på KVIK Svømmecamp, hvor der i en hel uge var arrangeret en masse aktiviteter, både i vand og på land. Du havde selv valgt at du gerne ville prøve sådan en svømmecamp, og du synes også det var en super sjov uge, hvor du faktisk var så heldig at være sammen med en af dine klassekammerater fra CD, Carl Elias:

Hver morgen afleverede far dig kl. 8, og så gik dagen ellers i gang med diverse aktiviteter. I kunne naturligvis ikke være i vandet 6 timer om dagen, så ind i mellem var der også skattejagt, forskellige boldspil og anden leg.

Der er ingen tvivl om at du på de 5 dage lærte helt vidt meget i forhold til din svømning! Far og jeg kunne i hvert fald se store forandringer, da vi efter svømmecampen tog til Italien. Mere om det i et andet blogindlæg.

Sidste dag var der diplomoverrækkelse, og det var et par stolte drenge der viste diplomerne frem:

Campen har givet dig en enorm selvtillid og du har lært rigtigt meget. Ikke bare i forhold til svømning, men også at man nogle gange kan møde lidt “modstand” og hvordan man så tackler det bedst muligt. At man ikke bare giver op, men at man en gang i mellem skal overvinde sig selv, og bagefter kan se, at der ikke var noget at være bekymret eller nervøs over.

Du gennemførte campen, og du var super glad og stolt fredag eftermiddag, da far hentede dig, og du kunne vise mig dit diplom og fortælle, hvad I havde lavet. Og du voksede mange meter i forhold til at lære at tackle lidt modgang eller “bekymring” og komme ud på den anden side, stærkere og mere modig. Så flot, ikke mindst når man tænker på, at det var din første camp med en masse børn og voksne, som du slet ikke kendte fra start. Du er en sej lille dreng!



Superbronze frø

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Tue, May 28, 2019 13:50:33

Jeg er som vanligt bagud med opdateringer her på bloggen, og jeg forsøger ihærdigt at finde lidt ledig tid til at få fortalt om alle de ting vi render og laver. For vi sidder i hvert fald ikke stille. Der sker masser af spændende ting, og en af de ting jeg mangler at få delt med jer alle er Connors seneste svømmeprøve, som han var oppe til i april måned, lige før påskeferien.

Du var nået til superbronze frøprøven som kræver at man kan
– Gå planken ud baglæns
– Flyde på 4 forskellige måder
– Slå kolbøtte
– Holde vejret i 10 sekunder, siddende eller liggende på bunden

Du klarede prøven med bravour og var ikke så lidt stolt:

Det bliver spændende at se hvor meget du rykker dig, når du til sommer, efter sidste skoledag, skal på en uges KVIK-camp, hvor I helt sikkert kommer til at lære en masse nye ting.
Flot klaret, Connor.



Den allerførste gang

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Tue, March 05, 2019 08:41:16

Kalenderen påstår forår, og visse dage har også været mere forårsagtige end andre. Men forår handler ikke kun om lunere vejr og natur der springer ud. Det handler (for nogle) i den grad også om starten på fodboldsæsonen efter vinterpausen.

De der følger med i din færden ved udmærket at siden sommeren 2018, så fylder fodbold næsten ALT i din verden. Du samler på fodboldkort, fodboldmapper, fodboldbøger, spiller FIFA på Ipad’en og er sågar begyndt at se fodboldkampe i weekenden på tv.

I søndags skulle du så med Onkel Michael til din allerførste live kamp på Sundby stadion. Og gud hvor havde du dog glædet dig i ugerne op til.
Fremad Amager skulle møde Nykøbing F på hjemmebane, og da du siden januar selv har spillet i Fremad A., så var begejstringen ikke så lille.

Vejret var rimeligt, og du var pakket godt ind, og med sodavand og popcorn var du klar til kamp:
Onkel Michael havde sin gode ven Christian med til kamp også, og han kunne fortælle at du var en af dem, der råbte mest op under kampen, og samtidig undrede dig over, hvor kommentatoren var henne! smiley Det er selvfølgelig også underligt, når der altid er nogen, der kommenterer på kampene i tv….!

På stadion mødte I også fætter Oliver, som også spiller i Fremad Amager, og som havde fodboldkort med til dig:

Desværre tabte de 0-2 til Nykøbing F, men du havde alligevel en mega fed dag med Onkel Michael, og det sidste du sagde, da far hentede dig efter kampen var: “Vi ses til næste kamp om to uger, Onkel Michael” smiley
Tror Onkel Michael har fået sig en tro følgesvend, når der er hjemmekamp!



Godt nytår 2019

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Wed, January 16, 2019 15:37:33

Wow!
Jeg ved godt jeg har sagt det mange gange før, og jeg kommer formentlig til at sige det mange gange endnu; hvor er det vildt så hurtigt tiden går!!
Jeg synes lige vi var gået på juleferie, og vupti……nu skriver vi den 16. januar, og julen er forlængst båret ud, og nytåret er skudt ind og trædemøllen ruller igen.

Hvis vi lige skal gøre status, så var 2018 et super fedt år på mange områder.
Du havde et stort år med skole- og SFO-start, hvilket nok var de to største forandringer for dig i 2018. Som tidligere nævnt på bloggen, gik hele forløbet så fint, og du har nu haft et halvt år til at vænne dig til hverdagen på CD og Christianshavn, og der er ikke så meget at sige, andet end at du STORTRIVES derinde. Og det gør både far og jeg SÅ glade. Jeg var aldrig i tvivl om du ville falde til der, eller om det var den rigtige beslutning at droppe Filipskolen og rykke dig derind. Men det er virkelig livsbekræftende at se, hvordan brikkerne bare faldt på plads.

2018 bød også på mange rejser for vores vedkommende, både med og uden dig, men stærkest i hukommelsen står vores sommerferie i Frankrig med Tante David og Onkel Laila og vores voksentur til Budapest – også med dem. Vi havde også en fantastisk efterårsferie på vores yndlings ø, Cypern, med mormor og Fut. Så 2018 gav os masser af luft under vingerne og mange minder ind på kontoen.

Vi fik også rundet 2018 af med de bedste venner, og som vanlig havde alle gjort sig umage med maden, så det var en lækker kulinarisk oplevelse – også.
Børn og voksne kørte samme menu: crabcakes m. wasabi creme, tang og parmesan kiks, krondyrfilet m. pommes anna og til dessert mørk og hvid chokolademousse m. ingefær og lime. MUMS!


Efter den fantastiske middag var der traditionen tro “90 års fødselsdagen:

Midnat skålede vi 2019 ind og smuttede ud på Torvegade for at skyde det nye år ind:
Og derefter var der bare fest og farver fra vi kom til vi gik, masser af konfetti, bordbomber og dans til langt ud på natten:
En fremragende afslutning på endnu et fantastisk år med mange gode oplevelser.

Og med 2018 i ryggen kan vi så se frem til en tur til Porto Santo til foråret, en tur til Toscana med gode venner til sommer og en lang efterårsferie på Cypern til oktober. Det bliver din første tur til støvlelandet, vist også fars, og vi glæder os til at feriere igen med Laila, David og Camilla, Michael samt alle unger. Det bliver super buono smiley

2019 er det år hvor far holder selvbetalt orlov det meste af sommeren, og det giver nogle enestående muligheder for at I kan få en masse far-Connor-tid, mens mor knokler. Forhåbentlig får vi en god sommer igen i år, så far rigtig kan nyde det.

Og med disse ord vil jeg ønske godt nytår til de trofaste læsere ude bag skærmene fra os alle tre på Bykæret:
Vi glæder os til at tilbringe en masse tid sammen med jer alle sammen i 2019!



Julen 2018

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Sun, December 30, 2018 17:36:14

Vi skriver den 30. december og julen er veloverstået og går over i historien som en helt fantastisk jul med god stemning, masser af kærlighed, samvær med familie og gode venner og skønne gaver – ikke mindst til dig.
Du fik juleferie den 20. december, og samme dag tog vi ud og fandt vores juletræ og fik det pyntet:
Første dag i juleferien havde Fut fut inviteret os alle tre i juletivoli. I stedet for en gave, du kunne pakke ud, forærede Fut dig en tur med turpas og hele molevitten, og det var faktisk første gang vi har været i Tivoli så tæt på jul. Det var en super hyggelig tur, hvor vi fik prøvet alt hvad man overhovedet kan forestille sig, fik churros med sukker og sluttede af med en hyggelig middag.

Juleaften fejrede vi sammen med hele familien oppe hos Tante Mette og pigerne, og de havde fået sig et kæmpe juletræ som gik helt op til loftet:
Der blev hygget med Disney’s juleshow om eftermiddagen:
Og pludselig kunne man høre en tung trappen oppe på loftet. Sørme om det ikke var Julemanden, som igen havde fundet ud af, hvor du var og som havde gaver med til dig:
Gaverne som Julemanden havde med til dig gjorde STOR lykke. Tænk at han vidste at du havde ønsket dig et hockey spil og Playmobil:
Da Julemanden var sendt afsted igen med sin kane, kom der gang i hockey spillet, mens vi ventede på at sætte tænderne i den alt for lækre julemad, som onkel Michael, onkel Claus og far havde lavet:
Efter den dejlige julemiddag var der sang og dans rundt om juletræet, og SÅ…..langt om længe kom vi til det, som du (og mormor og Tante Mette) havde glædet jer allermest til: JULEGAVER!
Du blev begavet med en masse fine ting, som du havde ønsket dig. Øverst på din ønskeseddel stod der bordfodbold, og du var bare så heldig at få sådan et, som far brugte halvanden time på at samle:
Som sagt var der rigtig mange gode og fine gaver, bl.a. en racerbane fra mormor, Playmobil og Pyjamashelte:
Jeg er ikke helt sikker på, hvem der høstede flest gaver. Men der var ingen tvivl om at både du og mormor var ganske tilfredse med jeres gavehøst:
Efter “gaveregnen” kunne julefreden for alvor sænke sig, mens du, dine kusiner og fætter kastede jer over fodboldspillet:
Far kunne glæde sig over at have fået billetter til musicalen Terkel:
Og der var ingen tvivl om at alle hele vejen rundt var super glade for deres gaver:
Vi havde en fantastisk dejlig juleaften hos tante Mette sammen med alle vores nære og kære, og da vi ramte puden julenat var det fuld af gode oplevelser og minder.

1. juledag var vanen tro “fredet”. Vi havde helt bevidst valgt at have dagen hjemme, hvor du kunne lege med alle dine julegaver og vi kunne slappe af og give maverne en pause fra tung julemad og juleøl. Og hold nu op hvor vi nød det. Dagen blev brugt på at samle din nye racerbane og til at spille hockey og slappe af foran tv’et:
2. juledag var vi igen på farten. Der stod den på stor julefrokost sammen med hele familien inklusive tante Mettes søskende. Der var disket op med det helt store kolde bord, og traditionen tro var der selvfølgelig også pakkeleg, som både store og små gik op i med liv og sjæl:
Igen havde du en fin gavehøst, og da pakkerne var pakket ud, var det atter en gang det nye bordfodbold, der trak i flere familiemedlemmer:
Vi havde en suveræn hyggelig dag/aften sammen med familien og kunne heldigvis slappe af dagen efter – bortset fra far, der skulle på arbejde den 27. december.

Den 28. december stod den atter på julefrokost, denne gang hos tante Dorthe, som havde inviteret. Christine var hjemme fra Århus og det var så hyggeligt at se hende og høre om deres juletur til Sverige, hvor der havde været masser af sne. Onkel Christian og Kirsten lagde også vejen forbi, og du var så heldig at få en julegave, som onkel Christian lige kunne hjælpe med at samle:
Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag i Hellerup, og da vi kom hjem skulle vi i gang med at gøre klar til julens sidste julefrokost hos Laila og David den 29. december.
Og i går kunne vi så få båret julen ud sammen med de allerbedste venner og børn, da Tante Laila og Onkel David lagde hus til årets venne-julefrokost. Der var atter linet op med det helt store kolde bord, og endnu en gang tog vi turen med terningen og fik sendt pakker rundt ved bordene:
Endnu en gang var der fest, farver, glade grin og super stemning, og alle jer børn legede hele dagen på kryds og tværs og hyggede jer. Det samme gjorde de voksne- altså hyggede sig, Der er ikke noget meget bedre end at kunne læne sig tilbage i gode venners lag og bare “være”. Det er virkelig en gave.

Julen 2018 er nu slut, og i morgen bærer vi træet ud, mens vi gør klar til nytår og nytårsaften, som også skal fejres i samme fantastiske venners lag. Far er allerede i gang med nytårsdesserten, og der bliver noget at glæde sig til!
Til alle jer, der var med til at gøre min lille families jul til en af de bedste – TUSIND TAK. Både for gaver og selskab, men også for at være med til at gøre alting nemt, ukompliceret og super rart. Vi elsker jer alle.



Julerier

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Sun, December 30, 2018 14:16:53

December måned har været fyldt med arrangementer, rejser og oplevelser, og vi har haft travlt i det lille hjem.
Lige efter skolens fødselsdag tog vi til Berlin, mens du hyggede hjemme i København med Tante Ulla og passede skole og tog hul på julekalender, nisseoverraskelser og adventsgaver. Alt sammen til stor glæde og fryd. Hele december har du troligt fulgt med i julekalenderne i fjernsynet og kommet sent i seng hver aften. Alligevel har det overhovedet ikke været et problem at få dig op om morgenen, for det første du lige skulle tjekke, var om nissen havde været der i løbet af natten.
Den nisse vi har haft boende i år, har været lidt af en drille nisse, der kunne finde på at gøre mælken rød og gemme dit legetøj. Men han kom også med småkager og slik og gjorde december rigtig sjov og hyggelig.

En anden ting som også hører julen og traditionerne til er fars årlige jule-kage-bage-dag, som lå lige inden første december. Der blev som vanligt bagt efter farmors opskrifter, og vi fik lavet nogle lækre vaniliekranse, jødekager og brunkager.
Og som noget nyt blev der også trillet pebernødder:

I år ville du også gerne prøve kræfter med at få vaniliekransedejen gennem kødhakkeren, og efter lidt besvær og hjælp fra far gik det:

I år blev brunkagefigurerne udvidet med flyvemaskiner og lokomotiver:

…..og så blev der ellers bagt det meste af dagen – fra tidlig formiddag til sidst på eftermiddagen:
Alle de lækre småkager er blevet delt lystigt ud til familie og venner gennem december måned, og som sædvanlig har vi fået ros for at have lavet de bedste kager, hvilket jo er rart, når man har brugt så lang tid på at lave dem. Og mon ikke far igen til næste år byder op til “bagedyst” og julerier lige inden december….? Det tror jeg!



Skolens 219 års fødselsdag

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Wed, December 19, 2018 14:39:29

Det er skørt at tænke på, at det snart er et halvt år siden, du satte dine små fødder på CD, forventningsfuld og spændt. I det halve år der næsten er gået, er din udviklingskurve kun gået én vej; opad i en rasende fart. Du er blevet artikuleret, nysgerrig (mere end du var i forvejen) og modig. Fagligt har du rykket dig flere længder, og det har i dén grad været en fornøjelse at følge din udvikling.

For mig især er det spændende at følge din færd, dér hvor jeg selv trådte mine barnsko fra 1980-1990. Jeg havde derfor også glædet mig ekstra meget til at du skulle opleve hvordan man fejrer CD’s fødselsdag den 2. december hvert år. Jeg husker det selv som den mest fantastiske tid på hele skoleåret. Når vi nåede frem til slutningen af november og skolens fødselsdag og december stod for døren, så var det bare helt fantastisk at være del af de ting, der foregår på skolen og i samarbejde med Vor Frelser Kirke.

Dengang som nu, fejrer I skolen ved at optræde med teaterforestillinger, som bliver øvet gennem oktober og november måned. Der bliver kreeret kostumer, øvet replikker, sunget sange og lavet kulisser, og det hele kulminerer så i et par dages fejring.
Vi var derfor mega spændte på hvad I skulle byde os på, da vi sad bænket samme sted, hvor mormor og morfar i 10 år også sad bænket, mens jeg selv stod på selvsamme scene:

Lad mig sige det med det samme; vi blev IKKE skuffede! Der gik et sug gennem mig, da din klasse og 2. klasse stillede op på rækker og sang skolens sang, og indrømmet – der var nok også en lille tåre i en øjenkrog:

De tekniske hjælpemidler er godt nok blevet opgraderet siden jeg selv stod på den gamle scene. Dengang havde vi ikke mikrofoner og den slags. Næ, der fik vi bare at vide: TAL HØJT OG TYYYDELIGT!

I var vanvittig modige alle mand. Sørøvere og pirater, prinsesser og prinser. I sang solo, I sang fælles, der blev fægtet med sværd, drukket masser af rom, og i sidste ende blev prinsessen reddet og kom hjem til sit slot igen:


I modtog store klapsalver efter stykket, og det var heller ikke svært at spore en kæmpe stolthed hos dig. Du havde glædet dig til at vise os alle de ting, I havde lært, og om muligt var far, mormor og jeg endnu mere stolt af dig og alt det du har præsteret de seneste måneder. Fra det faglige til skuespil. Jeg er lykkelig for at skæbnen ville det sådan, at du fik en plads lige her, på min gamle skole. Det fås nemlig ikke bedre.



Uhyggelig halloween

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Thu, November 29, 2018 11:43:03

Bloggen vidner (igen) om at vi har rigtig meget at se til for tiden. Der sker masser af sjove og spændende ting og jeg skal løbe stærkt for at nå at berette om det hele.

Den 26. oktober blev der holdt halloween fest på CD, og du havde glædet dig til at skulle klædes ud som uhyggeligt skelet. Egentlig skulle festen være foregået på Vor Frelsers kirkeplads overfor skolen, men lige præcis den fredag øsede det ned i stride strømme, og uhyggen blev derfor henlagt til salen og andre tilstødende lokaler.

Der var lagt en til rigtig fest med slim, edderkopper, orme, spøgelser og masser af uhyggelige børn forklædt som spøgelser, skeletter m.v.:


Billederne gør ikke arrangementet helt ret, for der var pyntet super flot op og der var et helt rum med kister, røg og orme, som var helt mørklagt og meget uhyggeligt. Og du havde en fest blandt kammerater og lærere, mens mor og far spiste kager og drak kaffe, så vi kunne rejse nogle penge til næste års arrangementer.



Sommeren 2018

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, September 21, 2018 14:08:42

Det er ikke til at komme udenom; det ER blevet efterår nu! Blomsterfloret i haven er forsvundet, kun enkelte roser blomstrer stadig smukt – i hvert fald de af dem, der ikke er blevet ødelagt af dit fodboldspil smiley Vejret er også blevet køligere og de lukkede sko er taget frem fra gemmerne. Og det er faktisk okay, for sommeren i år har simpelthen været SÅ fremragende fantastisk, så man godt kan holde ud at vinteren nærmer sig.

Denne sommer har skilt sig ud for dit vedkommende, for der har været store begivenheder såsom afslutning i børnehaven, skole- og SFO start, fødselsdag og så alle de dejlige oplevelser vi har haft med familie og venner både herhjemme og i Frankrig.
Vi har haft mange gode dage i haven og ved stranden, vi har besøgt Tivoli og inden vi rejste til Frankrig, nåede vi også at tilbringe en dag i Sommerland Sjælland, sammen med vores skønne venner Tina, Thomas og Mads. Og det blev ikke ringere af at vi samtidig kunne kombinere turen med overnatning hos Camilla og Michael i Rørvig. Det var en mega hyggelig dag – for både børn og voksne.

Du og Mads var ret enige om at toget, rutchebanen og flyvemaskinerne var mega seje:

Men der skulle selvfølgelig også prøves kræfter med kanosejlads, og der var jeg og Tina vældig tilfredse med at vi havde Thomas med til at agere kaptajn:
Ingen røg i vandet og alle kom sikkert op på land igen! Og alle havde en dejlig dag i varmen.

Far har virkelig fået brugt sin nye grill og der er blevet nydt mange glas rosé og kolde øl i haven sammen med familien og de bedste venner.
Der er mange ting, jeg vil huske sommeren 2018 for. Du har udviklet dig sindsygt meget, du har lært mange nye ting og du er blevet meget mere selvstændig. Det gør os stolte at se dig vokse og det giver stor glæde at se, hvor meget du allerede trives med skole, SFO og en helt ny hverdag, som på alle måder er markant anderledes end før vi gik på sommerferie.

Om en uge stikker vi så af (igen), på det vi vist efterhånden godt kan kalde for vores “årlige” efterårsferie, til Cypern. Og vi glæder os til at forlænge sommeren med en uge og komme hjem med frisk energi og en masse gode ferieminder i baggagen.



I og på Toppen

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Mon, August 27, 2018 11:40:29

Så er vi trådt ind i 3. uge siden skolestart, og de sidste par uger er gået over al forventning. Du er bare så glad og positiv omkring skolen og SFO’en, og der er vist ingen tvivl om at du virkelig har været parat til at starte i skole. Det stråler ud af dig!

Når jeg henter dig om eftermiddagen har du på ingen måde travlt med at komme hjem, og du vil gerne lige vise mig, hvad I har lavet i løbet af dagen eller du skal lige spille et spil færdigt. Og i Toppen er der hver dag masser af aktiviteter at kaste sig over, enten på kirkepladsen, Volden eller rundt om i huset:

Du har fået en masse nye venner og også en hjælpeven, Kristian, fra 3. klasse. Ham glæder vi os til møde. Et fantastisk initiativ som skolen har lavet omkring hjælpevenner til stor gavn for jer, der er nye i 0. klasse, og også for de lidt ældre børn, der også lærer en hel masse om hvordan man hjælper andre og passer på hinanden.

I lørdags løb den første fødselsdag så af i klassen. Den blev holdt i Jacks studio, hvor du jo har din daglige gang hver torsdag. Så der var ingen problemer med at aflevere dig til fest, du susede bare ind og ænsede knap nok vi gik smiley Og da vi hentede igen og alle var på vej hjem, blev der hilst og råbt til de andre på vejen hjem. Mega sødt og et udtryk for at I er ved at finde hinanden på kryds og tværs.

På fredag runder vi/I officielt sommeren af med et loppemarked for skolens børn og voksne, hvor Amanda kommer ind og hygger med dig, da både jeg og far er på arbejde og ikke har mulighed for at komme. Du må sørge for at Amanda har mobilen klar, så I kan købe kage, boller og måske en sjov ting fra en af boderne (bare ikke noget af det, vi selv har doneret!) smiley



Sommertur til Kongens Have

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Thu, July 05, 2018 14:14:14

Det synger så småt på sidste vers i Børnehuset for dit vedkommende. Næste fredag slutter du af, og vi skal sige farvel til verdens bedste børnehave og pædagoger. Men inden vi når dertil, så er der lige en god uges tid tilbage, og nu hvor ferietiden rigtig har bidt sig fast, så foregår der en masse ture til forskellige steder i byen og ved strand og vand. I dag var det din tur til at komme afsted.
Turen gik til Kongens Have, hvor I både nåede at spise frokost, lege på legepladsen og se vagtskiftet ved Rosenborg Slot:

Og det er en ret hyggelig tradition at der altid er en “overraskelse” i madkassen, når man er på tur:
Det er i sig selv ret fedt at komme tur, når der nu ikke er så mange børn i børnehaven lige for tiden, men hvad der er endnu federe er jo, at have ens bedste ven med også:

Du og Christoffer kommer godt nok til at savne hinanden, når du stopper lige om lidt. Men det lader jo til at I tager en sæson mere med hiphop dans, så mon ikke det nok skal gå alligevel smiley



Havana i Ishøj

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, June 22, 2018 15:01:49

Det lakker mod enden – din tid i Børnehuset. Den 13. juli takker du af og går på sommerferie. Det bliver vemodigt, ikke kun for dig, men også for far og mor. Så vi nyder alle tre de uger der er tilbage dernede, og vi kan se at du særligt bruger tiden på at lokke særligt Fru Nielsen med på ture.
Senest fik du arrangeret tur til Ishøj for at se skibet Havana, som du troligt ser på TV hver onsdag aften smiley Jeg er stadig lidt usikker på detaljerne, men du har formentlig snakkket og snakket og snakket på både Fru Nielsen, Tanja og Dorthe, så de til sidst har givet sig til at undersøge hvor den båd lå henne.
Du fik din vilje og næsten hele Mælkebøttestuen kom i onsdags på tur til Ishøj havn, hvor skibet blev inspiceret og frokost blev indtaget på havnen:


Og er der egentlig noget bedre end at være på tur ude i den store verden med sin allerbedste ven:

Vi kommer til at savne Børnehuset, når denne æra stopper. Det har virkelig været det bedste sted du kunne lande efter vi flyttede til Kastrup. Endnu en gang har vi bare været SÅ heldige.



Her og nu – Vi’ venner

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Mon, March 19, 2018 16:08:50

Det bedste man kan have her i livet er rigtig gode venner. Dem du vokser op med, dem du deler alting med, dem der altid har din ryg, dem der altid vil være der for dig og hjælpe dig, dem man laver minder med.
Der er mange gode ting ved at have gode venner, og du er allerede i gang med at finde dine – i hvert fald her i Børnehuset:


Det er primært Christoffer (herover i midten) der er din bedste ven, men Viktor er ved at komme godt efter det, og nu er Mads også blevet lukket ind i varmen:

Man kan som bekendt ikke få for mange venner, så fortsæt du bare med din måde at være på. Det lader til at det gør noget godt for dig – og alle dem der er omkring dig smiley



Historisk vingesus

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, March 16, 2018 11:21:27

Der sker virkelig noget ind i mellem, der varmer helt ind i moderhjertet.
I børnehaven er der nu skruet op for fokus i forhold til at gøre dig klar til at skulle starte i skole til august, og denne uge har stået i Danmarkshistoriens tegn. Der er nemlig blev talt om bronzealderen, Egtved Pigen, Solvognen og mange andre spændende ting.
Jeg løftede øjenbrynet ganske betydeligt forleden da vi gik hjem fra børnehaven og talte om hvordan dagen var gået. Mens vi går der på Kastrupvej siger du pludselig:

“Mor, kender du godt Egtved pigen og Solvognen”? smiley Ikke lige dét spørgsmål jeg var mest forberedt på, og jeg måtte jo indrømme at jeg godt kunne huske noget om en pige der hed sådan, men de nærmere historiske og faktuelle detaljer havde jeg ikke lige styr på. Men det havde du! Du vidste nemlig at hun var blev syg på et skib og ikke fik nok mad, blev mere syg og til sidst døde – bum.
Og så kunne du lige fortælle at I også skulle på Nationalmuseet og SE hende Egtved pigen og mange andre spændende ting.

Du var noget spændt da vi i går afleverede dig forud for jeres tur til museet, og det var da også dit første besøg sådan et sted, og hvis man dømmer ud fra billederne, så kan det da godt være, der gemmer sig en kommende historiker i dig. Du så i hvert fald meget interesseret ud og stod fint og lyttede:


Udover Egtved pigen og Solvognen besøgte i også børnenes museum, hvor I både kunne prøve hvordan et klasseværelse så ud i meget gamle dage:

Der blev også kigget på knoglerester fra MEGET gamle dyr:

Og I nåede også at indtage frokosten på Nationalmuseet:

En rigtig spændende dag for dig og så sjovt at få dig hjem og høre dig fortælle om alle de ting I havde set og oplevet.



KVIK og aktiv

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Wed, January 17, 2018 10:58:26

Januar måned er i gang, og vi har taget hul på nogle af de nye ting, der kommer til at præge dig (og os) i det nye år; nemlig svømning og Hip Hop/Breakdance.

Begge dele blev skudt i gang i sidste uge.
Svømning var først på programmet. Efter du i sommer var til svømmeprøve hos KVIK, har vi gået og håbet på at du kunne få en plads på et hold, så du for alvor kunne lære at svømme rigtigt. Det vil komme dig så meget til gode at lære det tidligt, så du bliver fortrolig med vandet og ikke går hen og bliver usikker og bange for det.
Og vupti, som en tidlig julegave fik jeg en mail fra klubben lige før jul, hvor der var mulighed for at få dig på et hold, der skulle starte efter nytår.

Så nu bruger vi søndag formiddag i vandet, og du er allerede blevet glad for det.

Første gang var du meget spændt på hvordan det ville være og hvor det var henne.
Men meget mor forventning var du med til at lave alle øvelserne og du var ikke spor bange for at prøve alle de nye ting. Måske gav det lidt ekstra tryghed at far var med i vandet. Bassinet er nemlig så dybt, at man som Minihaletudse ikke kan bunde, medmindre man står på de små bænke, der er placeret på bunden i den lave ende.
Som undervisningen skred frem blev du mere og mere modig, og du var et stort smil undervejs, mens du prøvede at svømme med ormen, flyde med ormen, kravle langs kanten og balancere på måtter ude i vandet:


Det gik bare så fint, og du var SÅ stolt bagefter. (Det var mor også!)
Samme dag som vi startede svømning var det også Amandas fødselsdag, og hun kom forbi om eftermiddagen med kage og fik sin fødselsdagsgave, og så blev der hygget et par timer, før hun skulle videre ud og spise:

Hiphop startede vi så til i torsdags, og jeg havde forventet at du lige skulle se det lidt an og nok ikke ville være så meget med den første gang. Men næ nej, du og din bedste ven Christoffer var cuteness overload og var med fra start til slut uden noget bøvl, og I var så glade bagefter og går og snakker i børnehaven om at I glæder jer til det bliver torsdag igen smiley Det er bare så fedt at se dig vokse på den måde.
Så selv om det gør hverdagen mere pakket og travl med alt det du nu går til, så er det bare det hele værd, når man kan se, hvor glad du er for det og hvor meget du får ud af det.



Tak 2017 – Hej 2018

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, January 12, 2018 14:32:40

Godt nytår til jer (to?) faste læsere smiley Jeg har en forventning om at 2018 bliver et GIGA stort år – hvis vi ser på de begivenheder der kommer til at udfolde sig i løbet af året:

– Rejse til Hamborg
– Rejse til La Palma
– Rejse til Cypern (2 stk i år)
– Start på svømning
– Start på HipHop/Breakdance
– 6 års fødselsdag
– SFO og skolestart i august

Jo det bliver et år fyldt med nye ting/oplevelser. Men før vi tager hul på alt det nye og spændende, bør vi runde årets sidste aften i 2017. Denne gang skød vi nytåret ind sammen med mors barndomsveninder på Christianhavn. Lige dér hvor venskaberne i tidernes morgen blev født.

Vi fejrede aftenen hos Camilla, Michael og Vilma, som havde sørget for et fint set up og der var mad i lange baner og fuld fart på jer børn, som havde en fest blandt heliumballoner og bordbomber:
Og efter alle var hoppet ind i 2018 var det tid til at komme ned på gaden og få tændt noget fyrværkeri. Du holdt dig godt til hos både onkel David og Michael, så næste år bliver far nok nødt til at spendere noget krudt på dig:


En fed og dejlig aften i gode venners lag sluttede af med en nem metrotur hjem kl. halv fire nytårsmorgen. Som sædvanlig klarede du det hele i stiv arm. Du må være det nemmeste og mest godmodige barn på denne jord. Altid en fornøjelse at have dig med. Og det er ikke noget kun mor og far synes. Hver eneste gang vi er ude, får vi at vide at du simpelthen er så rar, nem og omgængelig. Ikke dårlige egenskaber at besidde i så tidlig en alder.

2017 strøg afsted og det vil 2018 også gøre. Men kan det bare fortsætte med at være lige så skønt og dejligt for os alle tre, så er det også helt i orden. Tak 2017 for alle de oplevelser vi fik med os – og godt nytår ude bag skærmene:



Julen 2017

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Fri, January 12, 2018 14:01:45

Nyt år og dermed tid til årets første blogindlæg om livets gang i det gule palæ.
December var travl og udfordrende, men vi fik alligevel alt klar til vores første jul i vores gule palæ, og sikke en jul. Skøn, dejlig, hyggelig, gaverig og helt igennem lækker. Det eneste vi manglede var en smule sne, men det er vi efterhånden vant til aldrig sker *suk*

Vi gik på juleferie den 22. december, og samme dag fik vi vores juletræ ind som selvfølgelig skulle pyntes og dekoreres og det ville du rigtig gerne være med til og sikke en resultet:


Lillejuleaften kom Amanda forbi med gaver og julehyggede sammen med os. Og hvilken glæde der opstod hos dig da du kunne pakke et af dine helt store julegaveønsker ud – Solskinskatamaranen (som Amanda heldigvis også lige kunne samle smiley):

Dagen efter kom så endelig den dag du havde gået og talt ned til HELE december måned – JULEAFTEN! Jeg tror det føltes som verdens længste dag for dig. Du ventede og ventede og glædede dig til at se sidste afsnit af Tinka’s Juleeventyr og få besøg af Onkel Michael, Mormor og tøserne…..og måske også julemanden:


Da vi nåede hen på eftermiddagen og det begyndte at blive mørkt så vi pludselig noget rødt bevæge sig ude i haven, og minsandten om det ikke viste sig at være selveste JULEMANDEN, der trods flytning havde fundet frem til dig. Han havde en sæk med gaver med, og du pakkede i øvrigt op og blev super glad for den elektriske bil, han havde med til dig:
Det var STORT at blive fotograferet med selveste julemanden, som vi sendte videre ud på sin kanefærd, da han havde foræret dig julegave og ønsket os alle en glædelig jul. Man kan vist godt sige at du blev temmelig “star strucked”. Men stolt var du, ikke mindst da julemanden var fløjet videre, og du fik mulighed for at fordøje det hele.
Og vi kunne endelig kaste os over den dejlige julemad med det sprøde skind og svær, og dernæst skulle der danses om juletræ og pakkes gaver ud:

Masser af dejlige gaver fik du, bl.a. walkie-talkier til stor fornøjelse for både dig, Onkel Michael og far, Ramajetter, tog, playmobil tømmerflåde, Villads fra Valby kuffert og sidst men ikke mindst en tur til Hamborg med mor og far i januar, hvor vi skal ned og opleve Mini Wunderland.
En gave fik mor og far også fra dig, og det havde været svært for dig at holde på hemmeligheden om gavens indhold hele december måned:

1. juledag pustede vi ud og slappede af og spiste de dejlige rester fra aftenen før og du havde mulighed for at lege med alle de nye ting du havde fået, og du og far byggede KÆMPE togbanen med fars gamle LEGO som han havde taget ned fra loftet:

Mega hyggeligt og dejligt bare at være os tre sådan en dag.

2. juledag valfartede hele familien så til Tante Mette, hvor der blev afholdt den hyggelige og traditionsrige julefrokost med lækker mad og pakkeleg, og der blev gået til den og du endte med masser af pakker til sidst:


En dejlig og sjov juledag med familien omkring os var det og du hyggede dig helt vildt og var med til at spille spil. Og så nåede du også at sno Onkel Michael om din lillefinger, så du fik lov til at overnatte hos ham og Julie.

Da julen var båret ud og nytåret nærmede sig nåede vi også at få besøg af Onkel Christian, Kirsten, tante Dorthe og Amanda, og onkel Christian havde en kasse fyldt med hans og fars gamle bondegårdsting, som I fik masser af tid til at gå med:


Onkel Christian og Kirsten havde fejret jul med Tante Lone og Carina i Norge, så derfor kunne vi først ses kort før nytår, hvor de var tilbage igen.

Når vi kigger tilbage på julen 2017 har den været fyldt med dejlige overraskelser og oplevelser og ikke mindst hyggeligt samvær med hele familien, både hos os selv og hos Tante Mette. Forventningens glæde var formidabel, og vi glæder os over at du stadig har din barnetro, sådan at nisser, julemand og glæden over at få gaver og danse om juletræ og synge julesange stadig er intakt. Om det også vil være sådan næste gang må tiden vise. Men en dejlig jul var det. Tusind tak elskede familie for at være med til at gøre den så vidunderlig rar, dejlig og ikke mindst nem og ukompliceret!



Lucia med fart på

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Thu, December 21, 2017 11:29:45

En af julens mange traditioner hos os, eller særligt for dig, er det årlige Lucia optog. Og i år kom det tidligere end normalt. Allerede den 11. december var der optog, ikke helt hvad far havde planlagt efter! Men han nåede heldigvis at komme med, til trods for travlhed på arbejdet. Amanda ligeså.

Sidste år foregik det udendørs i vintermørket i den gamle børnehave. I år foregik det indendørs i Børnehuset, hvor vi forældre kunne sidde/stå i varmen og nyde det smukke og rørende syn, da I kom syngende ned af gangene og ind på alle stuer.

Der var ikke et forælder-øje tørt, da I kom gående med lys og glimmer og alle ens klædt i hvide dragter:


I sang så fint og klart og da I var færdige med Lucia sangen, blev I stillet op på to rækker og sang “Nu tændes tusind julelys”, så øjnene hos alle forældre atter fyldtes med stolthed (og måske en lille bitte tåre i øjenkrogen):


Ingen bemærkede at der ikke lige var kommet hvide sokker på dine fødder, for det var simpelthen så sødt og fint at se dig og alle de andre børn gå og stå så fint og synge så klart. Det var underholdning på allerhøjeste plan, og jeg er allerede helt trist ved tanken om at du til næste år ikke længere er i børnehuset.

Efter Lucia var der æbleskiver og saftevand til alle. En rigtig dejlig eftermiddag og et minde for mor og far for livet.



Den store julebagedyst

Livets gang i Det Gule Palæ Posted on Mon, November 27, 2017 11:04:27

Så er det snart december og dermed også tid til året julebagekagedag!
Den løb af stablen i lørdags og manner hvor blev der bagt mange kager. Traditionen tro var der forberedt en masse kilo dej, så vi kunne bage fars legendariske vaniliekranse, jødekager og brunkager.

Du var fyr og flamme fra start til slut og var super god til at udstikke, pynte og rulle dej ud:


Og du hjalp selvfølgelig også med at pynte jødekagerne og der var et meget velfungerede samarbejde mellem dig og Amanda:
Og da Amanda var smuttet med kager under armen (og i dåser), så gjorde du og far lige det sidste færdigt, og så kunne vi gøre status over dagens arbejde:

Du er allerede godt i gang med at gøre indhug i brunkagerne, meeeen….jeg tror nu nok at vi klarer os med udbyttet frem mod jul.



« PreviousNext »