Blog Image

Connor's Corner

Verdens lækreste baby

Velkommen til verden, Connor Lucht Daugaard.

Det første rigtige spark

Begivenheder Posted on Wed, March 14, 2012 11:07:38

Så er du godt på vej til at blive en rigtig fodboldspiller!

I går lå jeg med hånden på din mors mave og lige pludselig kom der et ordentlig spark, så jeg kunne mærke det! smiley

Så nu er du også ved at blive virkelig for mig! Bare blive ved så du kan blive stor og stærk! smiley



2. lægekonsultation

Begivenheder Posted on Mon, March 12, 2012 12:20:27

Her til morgen var jeg til den 2. og næstsidste lægekonsultation, inden du kommer til verden. Det gik sådan set som jeg havde forventet, vægten var steget siden jeg sidst blev vejet i starten af januar, men heldigvis ikke alarmerende *pyyh* Du og jeg følger fortsat kurven for, hvor meget man normalt skal/må tage på i forbinelse emd graviditeten.

Livmoderen blev målt og fundet perfekt i størrelsen i forhold til at jeg nu befinder mig i 26. uge. Jeg afleverede også urinprøve, som man jo skal, og den skulle lige tjekkes en ekstra gang. Så jeg venter på svar som kommer i løbet af nogle få dage.

Lægen ville også gerne se, om han kunne finde din hjertelyd, og efter lidt besvær, så kunne man høre dit lille hjerte banke smiley Det lød ikke helt så højt og tydeligt, som da jeg hørte det første gang i slutningen af december, men du er jo også blevet en hel del større siden dengang, og alt inde i maven fylder jo mere nu. Lægen syntes i hvert fald at alt lød fint, og han mente at du lige præcis i dag havde valgt at lægge dig med hovedet nedad.

Næste aftale der omhandler dit og mit ve og vel er hos jordmoderen lige inden påske. Vi glæder os til at “se” eller finde ud af, hvordan du så har placeret dig til den tid, lille prut.



Dit første møbel

Forventningens tid... Posted on Sun, March 11, 2012 12:44:43

Endelig er foråret begyndt og titte frem efter en lang og temmelig kold vinter. Det betyder, at far og jeg er begyndt at planlægge lidt fremad i forhold til hvilke ting vi har brug for, før du dukker op.

Vi har nogle dejlige og skønne venner, som allerede nu har været så søde at betænke os med bl.a. puslebord og tøj til dig, og tøjet skal jo opbevares et sted, selv der stadig er 3½ måned til du kommer. Så i går var far og jeg på kommode-jagt, og det gik faktisk slet ikke så dårligt. Vi er lidt udfordrede på pladsen i lejligheden, så derfor har vi tænkt en del tanker om, hvad der bedst kunne betale sig, så du fik en masse plads til dine ting samt hvad vi reelt har plads til i lejligheden.

Det blev til bl.a. denne fine kommode til dig:

…Og et skoskab til entreen, som vi desværre må vente 4 ugers tid på at få. Men smart er det! smiley



Din første vogn

Forventningens tid... Posted on Mon, February 27, 2012 18:03:08

I lørdags var vi ude sammen med mormor for at se på din første “vogn”… Mange vil nok sige at vi er meget tidligt ude, men jeg havde fået et tip fra en kollega, der lige for tiden er på barsel om, at der var nogle gode tilbud i en forretning på Frederiksberg på sådan nogle barnevogne, som vi var på udkik efter.

Vi snakkede lidt frem og tilbage med den søde ekspedient, som jeg godt nok lige skulle ind på livet af, før vi ligesom fandt “melodien”. Vi var oprindelig på udkig efter en vogn af mærket Beebob, men hun anbefalede os faktisk noget helt andet, som både skulle være bedre og nemmere at have med at gøre. Da vi havde set på den og far havde prøvet at skille det hele ad og også fundet ud af at sætte det sammen igen, var vi sikre i vores sag. Denne skulle være din allerførste vogn:

Far og onkel i gang med at få alle dele ud af kassen

Far studerer brugsanvisningen nøje, hvilket nok er meget godt, eftersom han forlod forretningen uden at få forhjulene med! Heldigvis blev det opdaget, før vi nåede at køre… smiley

Den stolte far med din nye vogn…

Vi er sikre på, du bliver lykkelig for de mange trilleture i denne Turbo 4s smiley



Plukkeveer og liv

De første tegn Posted on Mon, February 20, 2012 18:09:10

De første tegn på plukkeveer kom vist i dag. Jeg havde besluttet mig for at gå fra arbejdet og hjem, da jeg ikke rigtigt kan holde til at fitness træne mere. Det føles godt at få noget frisk luft og få brugt kroppen lidt. Og når det nu er sådan, at jeg ikke kan de ting, jeg plejer, så må jeg jo gøre de ting, som jeg rent faktisk kan holde til.

Jeg var nået til Knippelsbro, hvilket vil sige, jeg var næsten halvvejs, da jeg kunne mærke en underlig “smerte” i min venstre side, nede omkring hoften. Tilfældigvis læste far og jeg i går om, hvad der sker med min krop og med dig i denne uge (23. uge), og der stod der faktisk, om “jeg mon havde oplevet plukkeveer endnu”… Det grinte jeg lidt af, for jeg synes, det virker meget tidligt i forløbet at mærke den slags. Men det er tilsyneladende ganske normalt, og som sagt tror jeg, det var det, jeg mærkede på vej hjem i dag.

Jeg tror i øvrigt også, at du er begyndt at “sparke” derinde smiley De sidste par dage eller uge, synes jeg, jeg har kunne mærke et eller andet udefinerbart, som meget vel kan være tegn på at du mosler rundt inde i maven. Dem der før har prøvet det, beskriver det som små bobler i maven. Jeg synes, det jeg har mærket, føles lidt som en kombination af “bobler” i maven og små “skvulp”. De kloge siger, at man skal kunne mærke liv hver dag fra ca. uge 24. Det kan dog variere, da moderkagen bl.a. kan ligge sådan, at babyen sparker ind i den, og det derfor er sværere for moren at mærke barnet. Nogle steder står der også, man måske først kan mærke det fra 27. uge. Min moderkage ligger ud mod maveskindet, og derfor er det lidt svært for mig at vide helt præcist, hvad det er, jeg mærker. Men jeg tror, at det jeg mærker for tiden er dig, og at alt er normalt.

Sådan ser maven ud 19/2 2012, 23. uge (22+0) smiley



De indledende øvelser…

Forventningens tid... Posted on Sat, February 18, 2012 12:47:23

Det skulle være her omkring at mor skulle begynde at kunne mærke dine bevægelser og det er de indledende øvelser til fodbold-karrieren eller hvad du nu finder ud af at du vil når du bliver stor, men det varer jo lidt inden jeg dog kan mærke det. smiley

Men din mor og begynder nu også på de indledende øvelser… Din mor er allerede i gang med at finde plads til dit tøj og vi er også godt i gang med at finde ud af hvilken barnevogn, seng, puslebord osv., vi skal have.

Jeg tør næsten ikke sende mor ud og handle, fordi jeg er bange for at hun så kommer hjem med hele butikken! smiley

Jeg går nu mere og tænker på at vi skal have et nyt og ordentligt kamera, så vi kan tage nogle flotte billeder af dig. Vi når nok det hele, der er jo trods alt også 4 måneder til du ankommer.

Men mon ikke påskeferien går med at kikke på børneting i form at køretøj og møbler! smiley



Verdens bedste Far

Familie Posted on Wed, February 15, 2012 15:06:03

I går var det Valentines dag, en amerikansk opfindelse som i udgangspunket mest er en pengemaskine udi blomster, balloner og chokolade. Ikke noget som din far og jeg normalt har “fejret” på nogen som helst måde.

Men se lige her, hvad han kom hjem med til mig i går:

Jeg tror, jeg med sikkerhed og ikke mindst ærlighed kan sige til dig, at du får verdens bedste og kærligste far! smiley



Hvem mon du er??

Forventningens tid... Posted on Mon, February 13, 2012 14:03:05

Jeg bruger rigtig meget tid på at spekulere over, hvem du er – altså hvilken lille personlighed der ankommer til sommer. I virkeligheden handler mine grublerier ikke så meget om hvordan du kommer til at se ud, eller det gør det selvfølgelig også, men mere om du mon har temperament, om du er/bliver kræsen, om du kan gribe en bold og aaalt mulig andet…

Mht. temperament kan jeg afsløre, at du vil være et temmelig bizart “Hougaard-afkom” hvis ikke du har bare en lidt kort lunte. Der er nogle gange ikke så pokkers langt fra 0-100 hos din mor, men til gengæld er din far en rigtig rooolig mand, som stort set aldrig bliver hidsig eller hidser sig op – det sidste håber jeg især går i arv!

Kræsenheden tror jeg faktisk ikke rigtig på – ikke sådan rigtigt i hvert fald. På den anden side vil en smule mindre kærlighed til mad måske hjælpe dig mod nogle af de vægtkampe, som din mor har kæmpet med hele sit liv. Jeg håber af hele mit hjerte at du også her arver nogle gode og stærke gener fra din far, så du ikke skal slås med den slags på længere sigt. Og så har du jo to storesøstre som har lovet mig, at de nok skal lære dig at spise fisk – en disciplin som din mor ikke mestrer særlig godt, desværre. Så dét ansvar overlader jeg til dem og til far smiley



Ny bolig?

Forventningens tid... Posted on Sun, February 12, 2012 17:51:56

Nu er vi lige kommet hjem efter endnu et huskikkeri. Nøj, hvor er det svært at finde det rigtige hus!
Da vi fik af vide at vi ventede dig, gik nogle af de første tanker på om vi overhovedet kunne være i denne petit lejlighed. Der gik ikke mange øjeblikke før din mor havde fundet de første mulige ejendomme! 😮
Men vi fandt ikke nogen lejligheder, som vi kunne leve med!

Så nu er vi gået fra lejligheder til rækkehuse og vi ender måske i bungalow! 😀
Vores store problem er at alle rækkehuse enten er i for dårlig stand, er for dyre eller ligger det forkerte sted i forhold til transport. Vi skal jo begge til Amager og arbejde hver dag. Og vi skulle jo helst nå at hente dig inden der lukkes for pasningen…
Det er svært men din mor og far kæmper stadig en brav kamp for at finde det rigtige!
Så indtil videre, også efter du bliver født, må du klare le petit lejlighed.
Men den er hyggelig, der er masser af dejlig familie rundt omkring og den ligger på verdens bedste ø! 🙂



Dreng eller pige?

Begivenheder Posted on Sun, February 12, 2012 17:09:29

Siden den første scanning i december måned, gik vi og ventede på at vi skulle til den næste scanning, som kaldes for “misdannelsesscanning”. Et relativt træls udtryk, da det for de fleste vordende forældre er en scanning, der til dels handler om at få at vide, hvilket køn deres kommende barn har, og – selvfølgelig, at alt er i fineste orden.

Scanningen foregik igen på Hvidovre hospital en dag i starten af februar 2012, og den var ventet med længsel og spænding.
Far og jeg kom derud og blev mødt af en meget sød og venlig sygeplejerske, som forestod turen rundt “i min livmoder”, så at sige. Hun var rigtig god til at forklare de ting du scannede for og vise os de forskellige ting på skærmen. Det stod hurtigt klart, at du endnu en gang viste dig fra din bedste side 😉 Da vi startede scanningen lå du i min venstre side med bukkede ben og dine fødder hvilende på min blære! Da vi sluttede scanningen havde du flyttet dig over i højre side og lå nu med strakte ben. Vi tænker du nok syntes, det var lidt irriterende at blive skubbet sådan rundt…

Før vi helt sluttede seancen af, havde far og jeg talt om, at hvis det var muligt, ville vi gerne have afsløret, hvilket køn du var. Jeg spurgte derfor den søde sygeplejerske, om hun kunne se det. “Måske, sagde hun venligt”. “Jamen skal vi så ikke prøve?”, spurgte jeg forsigtigt, mens jeg stadig lå på briksen. “Jo, det kan vi da godt”…og så gik der ikke mange sekunder før hun glad udbrød: “Jamen I skal have en lille dreng, SE….dér er hans lille tissemand”….. I samme sekund begyndte jeg at græde. Det var så overvældende at få det at vide. Vi havde talt meget om det op til scanningen og har siden vi vidste, at du ville komme, talt om, at det ville være dejligt med en lille dreng, da far jo har to piger allerede og der er så mange piger i familien. Og pludselig var det en realitet. Du var vores lille dreng, helt fin og frisk, og et stort ønske blev den dag opfyldt smiley
Scanningen blev foretaget den 2/2 2012, i 20. uge.



Første scanning

Begivenheder Posted on Sun, February 12, 2012 14:27:30

Den 13. december 2011 skulle vi til den første scanning, nakkefold scanning. Vi havde fra start besluttet, at vi ville takke ja til sådan en. Det er ikke alle der vælger det. Vi var både spændte og en lille smule nervøse. Var alt nu som det skulle være, ville tallene se ud som de skulle osv. Der var mange tanker, der kørte rundt i hovedet.

Scanningen foregik på Hvidovre hospital, og selve scanningen er et resultat af flere forskellige ting, der til sammen udgør en værdi. Det man lægger til grund for resultatet er: alder, størrelsen på nakkefolden og blodprøver, man har fået taget på forhånd (double test). For at de anbefaler at man fortsætter graviditeten, skal man helst have et samlet tal til sidst der ligger over 400. Mit tal var på 2.971 og altså et langt stykke over. Det vakte naturligvis stor stor glæde.

Under scanningen viste du allerede format. Du skød ryg og spjættede rundt, så sygeplejersken rigtigt kunne måle og se alle de ting, som hun gerne skulle kunne. En meget fin baby, sagde den søde dame, som hed Dorthe. Vi kunne dermed tage hjem med forvisning om, at alt så ud til at være i skønneste orden.

Mellem jul og nytår var vi også til den første samtale med vores jordmoder. Det første besøg handlede dog mest om at udfylde papirer, tale om kosttilskud, motion og den slags lidt kedelige ting. Til sidst ville hun gerne måle livmoderen, og måske hvis vi var heldige, kunne vi også komme til at høre din hjertelyd. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre så tidligt i forløbet. Men dårligt havde hun sat sit udstyr på min mave, før vi kunne høre en tydelig og stærk hjertelyd. Endnu en gang kunne vi gå fra en konsultation glade og lettede over at alt igen så ud til at udvikle sig fint og planmæssigt.



Kaffe – en by i Rusland!

De første tegn Posted on Sun, February 12, 2012 13:37:13

Dårligt var graviditeten blevet konstateret og fordøjet, før jeg måtte vinke farvel til alle former for kaffe smiley

Det kom fra den ene dag til anden. Væk var lysten til lækker kaffe på caféerne med veninderne, lysten til at nyde min kaffe over lang tid i weekenderne, ja i det hele taget blev kaffe et fy-ord og noget jeg gjorde/gør store anstrengelser for ikke at være i nærheden af! Det er lidt synd for din far, for han elsker jo stadig sin morgen- og aftenkaffe. Men dejlig som han jo er, så er han blevet stor the-drikker gennem de seneste måneder, og det sætter jeg jo stooor pris på.

Mit daglige mareridt består i at komme op af metroen ved Kgs. Nytorv og komme forbi de to små kaffevogne, der står lige for enden af trapperne. Duften som jeg før nød i fulde drag kan nu få hele min mave til at vende sig. Nogle morgener har det været så grelt at jeg var bange for, jeg måtte ofre mig på åben gade. Det er dog heldigvis ikke kommet til endnu, og det er også blevet en lille bitte smule bedre med tolerancen, men ikke med lugten eller den manglende lyst. Jeg håber, den vender tilbage, når du til sommer kommer ud til os smiley



Vidste det godt, men alligevel…

De første tegn Posted on Sun, February 12, 2012 12:56:02

I starten af oktober måned rejste vi med nogle gode venner til Dublin. Man kan godt sige, det var en form for bryllupsrejse. Dog havde vi planer om en “rigtig” bryllupsrejse i vinteren 2012.

Vi havde en fantastisk tur med store oplevelser, masser af grin og hyggelige aftener på pubberne rundt om i Dublin. Inden vi tog afsted, havde vi lavet den aftale, at vi ikke længere ville gøre noget for at undgå en graviditet. Hvad der end skete de kommende måneder, måtte ske….

Efter vi kom hjem havde vi en del fester, vi skulle til i oktober måned, og derfor tænkte vi ikke så meget på, om der nu var blevet lavet en baby i Dublin eller ej. Men oktober kom og gik, og da jeg var gået en uge over tid, hvilket jeg aldrig plejer at gøre, tog vi en graviditetstest og fik bekræftet, hvad vi egentlig nok begge to vidste!

Far blev rigtig glad og rørt og jeg blev i første omgang en lille smule chokeret, og derefter glad og forventningsfuld. Selvfølgelig var jeg klar over, at det kunne være sket, men jeg havde hele tiden haft den tanke, at det selvfølgelig ikke ville ske i første forsøg. De fleste prøver i flere måneder, før der er gevinst, og sådan forventede jeg egentlig også, at det ville være for os. Men du havde andre planer og havde besluttet dig for, at du gerne ville til verden. For beviset var klart og entydigt: TO streger – ingen tvivl. Og i dét sekund, den dag i starten af november 2011 forandredes vores verden for evigt og forventningens glæde begyndte at spire 🙂



« Previous