Blog Image

Connor's Corner

Verdens lækreste baby

Velkommen til verden, Connor Lucht Daugaard.

AV AV…..

Strandhytte-liv Posted on Mon, September 07, 2015 19:28:16

Det går hårdt for sig i børnehaven for tiden. For tredje gang inde for kort har du haft et styrt på legepladsen. Og for tredje gang så ingen voksne, hvad der skete! smiley
Du siger selv, at du er “faldet på hovedet”….. men jeg tror nu det er en sandhed med modifikationer. Det vigtigste er dog, at der ikke er sket større eller permanent skade og alle tænder og knogler er intakt. Men det ser nu alligevel noget drabeligt ud!….stakkels bassemand…:



“Moar, Faaar…..Kom og se min lort”!

Begivenheder Posted on Wed, August 26, 2015 21:46:16

Det er ikke udsædvanligt at høre disse sætninger i denne tid:
1) Jeg vil gerne tisse
2) Jeg skal lave loooort
3) Man må iiikke lave loooort i bukserne, det må man ikke!
4) Moar/Faaar, kom se min lort. Det er en KÆMPE lort!

For de af jer, der måske ikke har hørt om dette før, så kan vi fortælle at vi har brugt sommerferien på at sætte projekt “farvel til ble – goddag til toilet” på skinner. Og det er gået over al forventning! De første uger havde du uheld on and off, og du var alt andet end begejstret for at lave lort. Det ville du ikke! Og du var meget specifik omkring det, og benyttede enhver lejlighed til at gøre os opmærksom på dette. Derfor måtte vi ty til “lokkemidler” for at få sat skub i tingene, men da du hverken spiser kage, slik eller is, var det ikke sådan lige at finde på noget at lokke med. Derfor endte det med at mor og far forbarmede sig og lovede dig en Brio lufthavn, når du blev rigtig dygtig til at lave lort og ikke havde uheld.
Dét satte skub i tingene, og vi er nu så langt i forløbet at du kun har ble på om natten, og der bliver flere og flere nætter, hvor du ikke tisser i den! Så lufthavnen er fortjent, og der er da heller ikke noget der kan slå den glæde, vi kunne se og mærke hos dig, da du fik den forleden:


Men toilettræning er ikke det eneste der er sket i løbet af august måned. Vi har også fået taget den ene side af din tremmeseng og har sat en sengehest på i stedet. Det syntes du godt nok var noget mærkeligt noget, men du synes vist det er meget rart at du selv kan gå op i din seng nu. Man skulle så tro at du så selv ville stå op om morgenen, men ak nej….. Du ligger stadig troligt og “brokker” dig, indtil far eller jeg kommer ind og henter dig…..

Det varer dog ikke mange måneder før vi må ud og investere i en større seng til dig. Du er simpelthen blevet så lang, så vi gætter på at vi inden for et halvt år skal ud og investere.

Så man kan vist roligt sige at der er sket noget med dig i løbet af denne sommer, men som vanligt tager du alle forandringer i stiv arm og stoltheden er da også til at ane, når du for alvor har fået fat i, hvad tingene går ud på. Du er bare sej, dygtig og ved at blive riiiigtig stor:



Sommer på hæld…

Strandhytte-liv Posted on Wed, August 26, 2015 21:19:30

Sommeren vendte for en bemærkning tilbage i starten af august, og vi nåede lige at få nogle skønne dage, inden vi atter vendte tilbage til hverdagen med arbejde og børnehave. Nu har vi været i gang i knap 3 uger, og vi trænger allerede til ferie igen! Du taler hver dag om lufthavn, flyvemaskiner og Spanien (Spaiiinj) og vi glæder os da også til at komme afsted om en måneds til og forlænge sommerfornemmelsen lidt.

De gode sensommerdage er blevet brugt på terrassen, hvor du gerne vil deltage i vanding af blomster, krydderurter og planter, og du følger meget med i hvordan det går med fars tomatplanter. Faktisk så meget at du og jeg har aftalt, at du næste år skal have din helt egen tomatplante, som du kan gå og vande og se vokse og forhåbentlig plukke dejlige tomater fra i sidste ende:


Når du så var færdig med vanding og andre sysler, blev der sat badebassin op, og selv om vi har stranden lige ved siden af, så er der altså bare noget lækkerhed i at have sit helt eget bassin at plaske i:

Og når du havde fået nok af at plaske rundt, så kunne du jo passende lige slænge sig i en stol og få lidt koldt at drikke:


Så jo, til trods for lunefulde vejrguder, så har sommeren 2015 været god ved os, og vi har nydt at have tid til hinanden, tid til nærvær og tid til oplevelser sammen, både med familie og med gode venner.



Feriesysler

Strandhytte-liv Posted on Tue, August 04, 2015 16:38:59

Sommerferien er ved at gå på hæld for vores vedkommende, men vejret har heldigvis været med os her i slutningen af ferien, og det har vi selvfølgelig fået noget ud af! Den sidste uges tid har været dedikeret til familieture og hygge og det har vi alle nydt rigtigt meget.
Først blev det til et besøg i Allerød hos faster Dorthe, og selv om vejret ikke lige var med os denne dag, så fik vi alligevel noget sjovt ud af det. Du fik f.eks. lov til at plukke bær i haven:


Det blev også til frokost med mormor, Torben og onkel Claus:


Og i dag tog vi ud og sejle på kanalerne i København. Det var første gang du prøvede det, men du synes det var super fedt at få lidt vind i håret og sejle under alle de lave broer og se på en masse forskellige ting. Vejret var med os, dejligt solskin og masser af blå himmel:


Efter en sejlads på en times tid var alle mand godt tørstige, så vi gjorde pit stop på Kongens Nytorv på den lille hyggelige udendørs café, som hører til det Kongelige Teater. Der fik vi stillet tørsten og du fik dig et lille hvil i de bløde puder:


Endnu en rigtig dejlig sommerdag og en perfekt afslutning på en dejlig sommerferie, der har budt på en masse forskellige oplevelser og mange skønne timer sammen med familie og nære venner.
Nu kan vi så se frem og glæde os til vores ferie i slutningen af september, hvor vi rejser til Mallorca.



Bakketur med armbånd

Strandhytte-liv Posted on Mon, August 03, 2015 09:58:01

Sommerferien har ikke præsteret det bedste vejr i år, så det har været lidt udfordrende at finde på aktiviteter, som ikke forudsatte godt vejr. Vi valgte dog alligevel at tage en tur på Dyrehavsbakken og trodse det trælse danske sommervejr. Og det var bestemt også noget, der kunne begejstre dig! Du har før været med på Bakken, men i år var første gang du fik turarmbånd på og skulle prøve en masse forskellige forlystelser.
Det gik rigtig godt så længe der var god plads, ingen kø og du kunne gå direkte ombord. Men så snart du måtte stå og vente på at det blev din tur eller når en forlystelse var slut og vi skulle ud igen, så tog fanden ved dig, og du skreg og hylede som om du aldrig havde gjort andet smiley Vi kunne nærmest ikke genkende dig. Derfor krævede det STOR tålmodighed og pædagogik at tage dig med rundt i parken og prøve tingene med dig. Vi håber meget på at du til næste år har lært lidt mere omkring køkultur og kan forstå, at man er nødt til at gå ud af forlystelserne, før man kan prøve dem igen.

Ovenstående ændrer dog ikke på at du havde en fin og sjov dag med store oplevelser og vi hyggede med mormor, onkel Michael og Claus samt Julie og Sarah. Mariehønen, Jeep safari og biltoget var blandt favoritterne:


Og så må vi heller ikke glemme, at vi kørte i både metro og S-tog for at komme ud på Bakken, og det var jo næsten et lige så stort hit som at være på selve Bakken smiley Tak til mormor for dejlig frokost derude samt turbånd.



Dagen der bare kørte på skinner

Strandhytte-liv Posted on Thu, July 23, 2015 12:31:03

I går tog vi hele vejen til Odense for at besøge Danmarks Jernbanemuseum. Du havde glædet dig i dagevis til vi skulle afsted, og vi havde fået lokket mormor med også, så der var virkelig lagt op til en dejlig og sjov dag blandt tog i alle afskygninger. Ingen af os havde været der før, og vi var meget imponeret over museets samling samt den autentiske måde alt var lavet på.

Fra vi ankom til museet og til vi kom ind, kunne du næsten ikke vente:

Der var SÅ mange forskellige ting at se, så vi valgte at starte fra en ende af. I mange af togene kunne man komme op i vognene og kigge ind, og det skulle du selvfølgelig også prøve:
Da vi havde været inde og ude af forskellige vogne nåede vi hen til modeljernbanerne, og der kunne man selv få lov til at trykke på knappen, så togene begyndte at køre. Det var lige før du var eksploderet i ekstase:
Dernæst var det videre ud og køre med mini-toget sammen med mormor:
Og det var bare et kæmpe hit, så du synes også at far skulle med ud og have en tur:
Og så var det tid til en togpause og spise lidt frokost i det grønne, mens du stadig kunne sidde og holde øje med mini-toget:
Efter frokost skulle far have en kop kaffe og vi gik derfor indenfor igen og op til Børnebanegården, hvor du hurtigt fandt en legekammerat (eller en lille “stalker” om man vil smiley) og du hyggede dig gevaldigt mellem togvogne, spor og lokomotiver:
Vi havde den mest sjove og skønne dag sammen med mormor og alle togene, og det er ikke sidste gang, vi tager til Odense og besøger det museum.

Efter en lang dag på farten, kan man godt blive godt og grundig træt, og det var da heller ikke svært at få dig til at falde i søvn i går aftes:
Og mon ikke du måske har drømt en lille smule om tog i nat??? smiley



Flag, fester og gæster

Strandhytte-liv Posted on Thu, July 23, 2015 11:06:34

Sommerferien er begyndt, og vi har brugt den første uges tid på at være til fødselsdage og have gæster.

Lørdag fyldte Gaby 8 år, og vi var som sædvanlig til fødselsdag, hvor der var masser af legekammerater og sjove ting at lave:

Du klarede som sædvanlig det hele i stiv arm, og vi kørte hjem lørdag aften ved 22 tiden, mætte og trætte.

Mandag havde far fødselsdag, og han blev mødt af flag, da han kom hjem fra sin løbetur:

Senere på dagen kom tante Dorthe, Onkel Christian og Kirsten til kaffe og kage, og vejret artede sig lige til at vi kunne sidde ude på terrassen:
Vi manglede dog Faster Lone og Carina, men de kommer vist nok til næste år, hvor far fylder rundt smiley

Tirsdag kom Tina, Thomas og lille Mads på besøg, og de havde lækker kage med til os:

Det var lidt af en udfordring at forklare dig, at Mads gerne måtte låne dit legetøj, men han så nu ikke ud til at være ked af det, tvært i mod fik du mange krammere af ham:


I det hele taget har vi til trods for vejret fået en rigtig god start på vores sommerferie, og der kommer til at ske masser af spændende ting de kommende par uger.



Ska’ du tisse…??

Begivenheder Posted on Thu, July 23, 2015 09:07:30

Så er vi i gang! Vi har længe talt om at vi skulle i gang med toilettræningen, når vores sommerferie gik i gang. Og det har vi selvfølgelig gjort:


Vi er ikke mange dage inde i forløbet, men du siger allerede nu til, når du skal tisse, og vi venter spændt på den første gang, du laver bummelum derude også smiley Du har i tiden op til overhovedet ikke vist interesse for at smide bleen, så vi er faktisk overraskede over, hvor godt det er gået indtil videre. Der har selvfølgelig været uheld undervejs, og vi har også indkøbt ekstra undertøj. Men vi er meget fortrøstningsfulde og du er ikke længere “bange” for at skulle op på toilettet:

I morges var bleen helt tør, og det er første gang, du slet ikke har tisset fra du er lagt i seng til næste morgen. Så vi er på rette vej, og når måske endda helt i mål, inden du igen starter i børnehaven efter ferien.



Gaveregn

Strandhytte-liv Posted on Sun, July 12, 2015 16:14:06

Den seneste tid har været en sand gaveregn for dig, efter du fyldte 3 år den 22. juni. Fordi tante Laila og onkel David ikke kunne komme og fejre dig på dagen, kom de i stedet forleden og havde gave med til dig. Og det var en gave der gjorde STOR glæde og som straks blev taget i brug:

Brio med safari tog og abe, det var noget du kunne bruge, og heldigvis kunne tante Laila godt finde ud af at samle det:

Onkel David synes også det var MEGET spændende, så han ville også være med:


Også helt fra Norge kom der fødselsdagsgave! En meget fin bog fra tante Lone og Carina, som du også blev rigtig glad for:

Den er på engelsk, så der går nok lige lidt tid, før du selv kan læse den. Men du har allerede kigget i den flere gange og synes der er nogle vældig flotte billeder i. Det er så utroligt fint og sødt at tante Lone altid sender fødselsdagsgave og julegave til dig. Det bringer stor glæde hver gang, og vi er meget taknemmelige for det. Tusind tak til både tante Laila og onkel David og tante Lone og Carina.



Lykken er #2….

Strandhytte-liv Posted on Sat, July 11, 2015 15:34:46

…..at hjælpe hinanden:

smiley



Lykken er….

Strandhytte-liv Posted on Sat, July 11, 2015 15:30:14

…..at køre i “dobbeltdækker-tog” med far fra Holbæk til København:


smiley



“I dag er det Connor’s fødsesldag! HURRA HURRA HUURRAAAAA

Familie Posted on Mon, June 22, 2015 17:31:41

I dag er det tre år siden, du kom ud til os. Næsten på slaget faktisk. Hvor de tre år er blevet af forstår vi ikke helt. Det er gået SÅ stærkt, og det lader til at det bare fortsætter sådan.

Du har glædet dig til din fødselsdag. Du begynder for alvor at forstå, hvad det betyder, og derfor glæder du dig selvsagt på en helt anden måde nu. Ikke mindst glæder du dig over at få så mange gæster på besøg, og så er det selvfølgelig meget spændende at pakke gaver op.

Du er blevet fejret efter alle kunstens regler i dag, og også i weekenden holdt vi fødselsdag for dig, hvor hele mors familie og Amanda var med til at fejre dig.
I morges var der fint morgenbord med gaver fra mor, far og Amanda, og Amanda og far har hygget om dig hele dagen, hvilket du har nydt i fulde drag:


Du fik et spil af Amanda, som vakte stor begejstring, og af mor og far fik du Percy og en remise lige som den i Thomas Tog. Stor stor begejstring smiley

Og i lørdags fejrede vi din fødselsdag sammen med næsten hele mors familie. Desværre måtte vi undvære onkel Michael, som var til en anden fest, og det var du heller ikke helt tilfreds med. Du ved nemlig godt, hvem der plejer at være med og hvem der mangler, hvis ikke alle er tilstede. Nu er du nemlig blevet 3 år!

Du fik også en masse dejlige gaver denne dag, bl.a. 2 brandbiler, en stor lastbil med helikopter, Postmand Per i helikopter, og ikke mindst en løbecykel af mormor, som du allerede stryger afsted på:

Far og mor havde lavet dejlig mad og heldigvis artede vejret sig så
meget, så vi kunne spise udenfor. Far havde lavet dejlig brownie, ikke
så meget for din skyld, for du spiser hverken kage eller lagkage for den
sags skyld, men for vores egen og dine gæsters skyld og fornøjelse. Og
der blev øvet i at puste lys ud. Ikke helt nemt, men det lykkedes til
sidst:

Det har været nogle helt særlige og skønne dage for dig – og os, og vi har nydt at have Amanda her, selv om det var alt for kort. Og i morgen er det så børnehavens tur til at fejre dig, og vi har været i gang med at bage en hulens masse boller og har købt masser af vandmelon, så I kan smovse i morgen.

STORT tillykke med de tre år, Base-man. Vi elsker dig!



Terrible “three”

Strandhytte-liv Posted on Wed, June 17, 2015 17:42:54

Så er der allerede gået en måned, siden du startede i børnehaven, og der er godt nok sket meget med dig på de fire uger!

Dit sprog og ordforråd har udviklet sig eksplosivt, og ikke kun med ord som mor og far godt kan lide at høre. Der er kommet mange andre til, så som “kæmpe lort og Damer”, og mange sætninger der starter med “dét må man ikke”, eller “NEEEEEEEJ” og så ellers en stædighed der gør dig helt ukendelig smiley Far siger det er en fase, og jeg savner vist bare de mere “simple” tider, hvor man kunne sige hvad som helst til dig og du syntes alligevel at man var vidunderlig smiley Helt så nemt og enkelt er det ikke mere, selv om du stadig er en sød og medgørlig dreng.

Du har haft din første omgangssyge. Fredag aften troede vi du var blevet besat, for du kastede op i stride strømme hele aftenen og hele natten! Og lørdag morgen havde du feber og var rigtig slatten, så mor og far aflyste Runes fødselsdag og blev hjemme hos dig. Og det var vist lige hvad du havde brug for, for du veg ikke ret langt fra mors side den lørdag og ville helst bare putte:


Søndag havde du det væsentlig bedre, og du var meget mere glad og ville også gerne lege. Selv lidt havregrød fik vi i dig, og det var vist meget godt ovenpå et par døgn uden fast føde.
Du er stadig meget begejstret for dit “navne-tog” som Mormor og Futfut købte til dig for et par år siden i Berlin, og nu hvor du kan hele alfabetet og synes bogstaver meget meget spændende, bliver der for alvor leget med det:


Og så har du også haft dine første “uheld” i børnehaven. I sidste uge tog du et styrt på legepladen og endte med en skrabet næse og overlæbe, og i går blev vi ringet op, fordi du var faldet og havde fået et blåt øje:

Der var ingen der rigtig vidste, hvordan det var sket, men du havde været meget ked af det og havde fået din sut, for at trøste dig lidt. Sutten er en anden ting, som vi så småt skal til at beslutte, hvornår vi skal sende den til Julemanden. Det kan ikke vare længe, for når man fylder 3 år, så skal man helst stoppe med at have prop i munden. Det siger tandlægen selv. Det kan være det bliver en sommerferie-ting ligesom vi skal se på at få afskaffet bleen *gisp*



På eventyr i Norge

Rejser Posted on Mon, May 25, 2015 12:43:44

Foråret er som bekendt beriget med en hel del helligdage og Kr. himmelfarts dag er en af dem. I år valgte vi derfor at tage en tur til Norge i forbindelse med den forlængede weekend og besøge tante Lone i Nesbyen. Det var dit første besøg i Norge, og næste også for mor, som kun har været en enkelt dag i Oslo tidligere.

Det gik rigtigt fint med at flyve fra København til Oslo, og derfra havde vi en køretur på omkring 3 timer, før vi nåede frem til Nesbyen:
Vejret var heldigvis dejligt, så det var en smal sag at køre den tur, og vi havde også et stop undervejs:

Vi havde glædet os meget til at komme op og besøge Lone, og vi havde nogle fantastisk hyggelige dage, hvor vi bl.a. var ude og se en masse forskellige dyr på Langedrag, besøge Lones tidligere svigerfamilie og venner og opleve en masse af den smukke natur samt Nesbyen – alt lige fra sol og blå himmel til slud og snevejr på vej til Gardemoen:

Vandet var MEGET kold, og du talte længe om, hvor koldt det var!

Vi besøgte Solveig og Buster i hytten i Nystølen, hvor Solveig havde lavet lækker mad til os og bagt kage. Det var du nu ikke så interesseret i, du var mere interesseret i at spise en masse fladbrød! Vi læste i de gamle gæstebøger hvor din farmor også havde skrevet flere hilsener, når hun har været på ferie og havde en meget hyggeligt eftermiddag:
Vi tog også en tur til Langedrag som er en park, hvor der findes en masse forskellige dyr, som lever i Norge. Vi så bl.a. elge, rensdyr, ulve, sneræve og en masse fine bondegårdsdyr, som du var meget begejstret for:
Der var også en meget fin naturlegeplads, og der blev leget i sandkasse og vippet med tante Lone:

Og tante Lone sørgede for at vi fik smagte norske vafler med syltetøj og en speciel creme til:
Og efter sådan en dejlig dag udenfor, så kan man blive noget så træt:
Og så er det jo dejligt at man kunne komme hjem til tante Lone efter en lang dag ude i den friske norske luft og bare slappe af og få en god nats søvn:

Vi nåede også at besøge Olavs søster Britt og hendes familie i Ål, og der faldt du også bare ind som var du en vanlig gæst:
Og Solveig var selvfølgelig også med. Du har i det hele taget talt meget om Solveig og Buster, siden du kom hjem, og det er jo fordi de har gjort et helt særligt indtryk på dig:
Det var nogle helt fantastisk skønne dage sammen med tante Lone, og vi håber meget og glæder os til at komme derop igen og få tante Lone ned og besøge os engang.

Tusind tak for husly, dejlig mad og masser af gode oplevelser!



Forandringens tid

Begivenheder Posted on Tue, May 12, 2015 20:33:35

To år er gået siden mor og far en aprildag afleverede dig for første gang i Børneinstitutionen ved SSI. Det var en stor dag dengang, og det var både med glæde og en lille smule sorg (og nerver) at vi afleverede dig. For det gjorde en ende på en tid, hvor især du og jeg havde gået i vores egen lille boble og havde haft vores egen helt særlige og dejlige hverdag.
Men ret hurtigt stod det klart, at du slet ikke havde svært ved at vende dig til at gå i vuggestue. Du trivedes faktisk med det samme, og selv om der var udfordringer ved at være et lille myr, der ikke kunne gå da du startede, så blev du hurtigt en yndling blandt medarbejderne. Og det forstår man jo godt smiley

Du er vokset i de to år – ikke bare i størrelse men også på alle mulige andre måder. Du har fået et sprog, du synger sange, du laver fagter, du indgår i lege med de andre, du hjælper til, du udfordrer og du elsker. Du elsker den hverdag, du har været præsenteret for i din vuggestue, og selv om du har måtte sige farvel til yndlingspædagoger og medhjælpere undervejs, så har du taget de nye til dig og fået nye favoritter blandt de voksne. Du er et barn med stor tillid til verden omkring dig, og det vil bære dig langt i din videre færd.


Og nu er du så klar til et nyt kapitel. En ny epoke starter på mandag, hvor du går fra at være et “Troldestue barn” og bliver til et “Gul stue barn”. Og det er med ambivalente følelser at du nærmer dig dette skift. Du har ikke været ubetinget glad for at komme op og besøge børnehaven den seneste uge. Du har hele tiden haft ansigtet vendt mod vuggestuen, og har du set dit snit til at smutte ned ad trapperne og tilbage til det kendte og sikre, så har du gjort det. Men du har Pernille, som vil tage sig godt af dig, når du skifter på mandag. Og du har din ven Alexander, som også skal starte i børnehaven. Og i dag havde du været så modig at du havde indvilget i at spise frokost sammen med børnehaven. Rugbrødsmadder med leverpostej og masser af agurk.

Det er ikke kun dig, der er lidt vemodig ved at skulle sige farvel til vuggestuen. Mor og far skal også vende sig til at vi efter weekenden ikke længere er forældre til et vuggestuebarn, men til et børnehavebarn, der snart fylder hele tre år! smiley Hvor blev tiden af? Hvor blev de sidste to år af? Jeg tror det er værst for mig, far har jo prøvet det et par gange før.

Vi forestiller os at vi i den nærmeste fremtid skal vende os til nye (og tidligere spisetider), en dreng der kommer til at udfordre os mere på vores beslutninger, en dreng der vil lære en masse nye gloser, som vi ikke nødvendigvis vil bryde os om, en dreng der om ikke så længe ikke længere sover middagslur osv. osv. osv.
Så Connor, det er ikke kun din verden, der er på vej til at ændre sig. Vores vil også ændre sig, og jeg tror vi er mindst lige så spændte på, hvad den nærmeste tid vil bringe som du er.

Og mens vi går med alle disse tanker, så skal der lige bages nogle boller og skæres lidt frugt, så du i morgen kan sige farvel til Troldestuen med manér!

Og ikke nok med at vi snart skal sige farvel til vuggestuen, så har vi også i denne uge skulle sige farvel (og på gensyn) til Amanda, som er rejst tilbage til Holland. Hende kommer vi til at savne, for hun har gennem de seneste måneder nærmest været fast inventar mindst en gang om ugen, hvor hun blandt andet har haft faste “hente dage” i vuggestuen og har haft en masse dejlig tid sammen med dig (og os). Det har betydet at du har knyttet dig rigtig meget til hende, og du vil komme til at savne hende. Det var da heller ikke helt nemt at sige farvel i går. Men heldigvis ses vi snart igen:



På tur med Tante 1

Rejser Posted on Thu, April 23, 2015 15:33:24

Mens mor og far slog deres folder i Lissabon i sidste uge, så har du slået dine folder sammen med Tante 1. Både i Vallensbæk og i Jylland.

Du er blevet trakteret med masser af kørsel i S-toge, som jo er noget af det aller ypperste man kan bruge sin tid på. Og efter hvad tanten fortæller, så var du meeeeget dygtig til at fortælle alle de andre i toget, hvad du så undervejs og hvilke slags tog der ellers passerede forbi:


Du var også så heldig at få tid til at lege med Lukas, som var hjemme fra efterskolen netop i den weekend, hvor du skulle hygge med tanten. Og mon ikke der blev hygget igennem på “drenge manér”:


I nåede også at komme en tur over Storebælt og besøge Tante 1’s mor og far, og du var med til fødselsdagsfest i Vildbjerg og overnattede under fine forhold i Silkeborg:


I det hele taget havde du bare nogle skønne og dejlige dage sammen med Tante 1 og hendes søde familie. Og vi er som altid lykkelige og glade for at du har en Tante, der så gerne vil være sammen med dig og passer så godt på dig.
Men dejligt var det nu altså også at komme hjem til dig igen og se dig hoppe op og ned af glæde, da du fik øje på os inde fra vinduet. Vi havde selvfølgelig savnet dig og glædet os mindst lige så meget til at komme hjem til dig igen.

Tusind tak til Tanten som igen trådte til så vi kunne få luft under vingerne! smiley



Blå dag i den Blå Planet

Strandhytte-liv Posted on Mon, April 13, 2015 15:19:48

Påsken kom – og forsvandt igen. Det gik næsten så hurtigt, så man dårligt nåede at opfatte at det var blevet påske. Men vi havde nogle dejlige dage med familien og var heldigvis blevet raske igen ovenpå en omgang feber og forkølelse. At både mor og far så blev syge igen begge to efter påske med halsbetændelse er en helt anden snak.

Vi var derfor super glade for at Amanda havde tid og lyst til at komme ud og lave noget sjovt med dig i weekenden. Så vi gav jer en tur til den blå planet, og det morede vist både Storen og Lillen, selv om Amanda var liiiidt skuffet over størrelsen på akvarierne og anacondaen var vist heller ikke “hjemme” denne lørdag:


Der blev undersøgt og studeret både over og under havets overflade og ikke mindst hygget med Amanda, som (lige for tiden) er den udvalgte, når man spørger: “Hvem er den sødeste i verden…” smiley

Tak for turen, Amanda smiley



Bedste venner

Strandhytte-liv Posted on Sun, March 29, 2015 09:30:26

Om halvanden måned tager du et nyt stort skridt og rykker fra vuggestuen og op i børnehaven. Du har allerede været deroppe nogle gange og lege, og du kender godt nogle af pædagogerne deroppe. Men det vil alligevel blive en ny hverdag for dig, når du kommer derop, og far og jeg er selvfølgelig meget spændte på, hvordan du vil tage imod det og klare den overgang, der vil være…

Heldigvis rykker du ikke derop som den eneste fra Troldestuen. Der er 4 i alt der skal rykke derop i midten af maj måned, og en dem er din allerbedste ven, Alexander, og det er en rigtig god ting, så I kan fortsætte jeres helt specielle venskab, som allerede har sået dybe rødder mens I har været sammen på Troldestuen:

I vil helt sikkert passe godt på hinanden, når I kommer op på Rød eller Gul stue!



Be like the cool kidz…

Strandhytte-liv Posted on Sun, March 29, 2015 09:18:21

Påsken nærmer sig med hastige skridt og marts måned er nærmest fløjet forbi os med en rasende fart. Vi har været plaget af sygdom den seneste tid og har måtte aflyse flere arrangementer med familie og venner. ØV! Men nu er du heldigvis i bedring, ingen feber og kun lidt snottet. Så i dag kan vi heldigvis holde vores aftale og tage til Vanløse og planlægge rejseaktivitet smiley Godt nok er det ikke en rejse der inkluderer jer børn, men derfor kan I jo godt være med til at hygge smiley Det gik nemlig rigtigt fint da vi alle var samlet her for en måneds tid siden:

I så film, spillede på iPads, spise popcorn og hyggede jer helt vildt godt sammen:

Det var en sjov og hyggelig dag og derfor har vi besluttet os for at gentage denne succes. Så vi drager til Vanløse i dag for at få rejsedetaljerne på plads og få en dejlig dag sammen med de bedste venner.



Se min kjole…

Strandhytte-liv Posted on Fri, March 13, 2015 10:56:33

Der sker ting og sager i disse dage smiley Dit sprog udvikler sig med højhastighedsfart, du synger sange I lærer i vuggestuen og kan alle fagterne dertil og så har du også udvidet din horisont ud i beklædning:


Dette er den foretrukne beklædningsgenstand for tiden. Det sidste stykke tid har du været iført denne drøm af en prinsessekjole, når jeg er kommet ned for et hente dig. Men nu skal den kække læser ikke tro, at der skal lægges alverdens ting i dette. For det hænger jo sådan sammen at mens du og din bedste ven Alexander er iført prinsessekjole og tylskørt, så står I samtidig og fægter med sværd smiley Diversitet er en god ting at have med sig, Connor, og kan du bevare den evne, så skal du nok forblive et stærkt lille menneske!



« PreviousNext »